Mens landbruget kan se ind i en fremtid, hvor der skal tages tusindvis af hektar jord ud af drift til fordel for 250.000 hektar skov, er historien en anden, når det gælder byudvikling.

Det viser en historie fra udkanten af Brande i Midtjylland, hvor der er store landbrugsarealer. Her er et nyt boligområde på vej i udkanten af byen, og derfor har udvikleren valgt at fælde 200 gamle, men raske egetræer.

Det skaber frustration og vrede hos en af de lokale beboere, Erik Sandfeld Eriksen. Han kalder fremgangsmåden for en katastrofe og voldtægt på naturen.

- Der skal fandeme være en god grund til, at man fælder træer i byområdet. Træerne var slet ikke ved at gå ud, og det var sådan et unikt område. Nu får vi det aldrig, aldrig igen, siger Erik Sandfeld Eriksen til TV/Midt-Vest.

Til den regionale tv-station siger Simon Vanggaard (DF), der er udvalgsformand for Udvikling- og erhvervsudvalget i Ikast-Brande Kommune, at han godt kan forstå, at de mange fældede træer vækker debat. Men:

- Var det noget, man skulle sikre sig, så skulle man lave en noget mere firkantet lokalplan dengang, og det har man ikke gjort, og så har det været op til udvikleren, hvad bevæggrunden er til at fjerne dem alle, siger han og tilføjer, at det ikke som sådan er noget, kommunen har været inde i detaljeplanlægningen af.

Natur