Her i Danmark er vi så heldige, at vi bor et sted, hvor der aldrig er mere end 52 kilometer til kysten. Derfor er havet og kysterne en del af vores fælles forståelse – og af os.

Igennem foråret har mågerne fået selskab af akrobatiske og skrigende skabninger. Det er splitternerne, der er vendt tilbage fra overvintringspladserne langt nede i Afrika.

Splitternen er den største af de almindelige terner. Vingefanget er på cirka én meter og længden er omkring 40 centimeter. Den vejer mellem 210 og 260 gram.

Arten kan kendes på den sorte nakketop, det sorte næb med gul spids og det karakteristiske hæse skrig. Skriget lyder lidt som et stykke knækbrød, der smøres med alt for lidt smør.

Splitternen yngler næsten altid i hættemågekolonier, hvor den slår sig ned midt i det hele. Ternerne kan ofte ses tydeligt i mågekolonien, hvor de ligger meget tæt og danner et lyst område.

Det er ikke tilfældigt, at splitternen vælger at slå sig ned blandt hættemågerne. Mågerne hjælper nemlig med at beskytte æg og unger imod rovdyr, som de store mågearter.

Føden består af småfisk som tobis og sild, der fanges langt ude til havs. Dermed kommer fuglen væk fra andre konkurrerende havfugle, der typisk fouragerer tættere på kysten.

Splitternen er en rigtig langtrækker, og den flyver tusindvis af kilometer hvert år. I 2016 blev en splitterneunge ringmærket på Sprogø, blandt andet for at undersøge artens trækmønster. Den blev senere genfundet i Sydvestafrika, altså en tur på imponerende 10.010 kilometer.

De seneste år har dog været hårde for splitternen, da fugleinfluenzaen H5N1 rammer deres kolonier meget hårdt. Sammen med artens øvrige udfordringer, som et dårligt havmiljø, kan det betyde en markant tilbagegang for bestanden.

Splitternen kan heldigvis stadig opleves langs vores kyster, og den er et skønt syn.

Natur