Naturstyrelsen kan nu sætte gang i en forundersøgelse af en mulig naturgenopretning af Kolindsund nær Grenaa.

I forbindelse med »Aftale om et Grønt Danmark« er Kolindsund nævnt som et af de steder i Danmark, hvor der kunne være potentiale for et større naturprojekt i form af en genopretning af en sø, der har været tørlagt siden 1880. Formålet med en eventuel genopretning af søen er at skabe mere natur og samtidig reducere kvælstofudledningen til kysterne.

Det oplyser Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

En eventuel genetablering af søen vil kunne få betydning for både natur, miljø og lodsejere i området. Derfor vil lodsejerne blive inddraget i for forundersøgelsen, og der er allerede sendt brev ud til lodsejerne i området.

3.600 hektar

Konstitueret skovrider i Naturstyrelsen Kronjylland, Uffe Strandby, fortæller:

- Vi tror på, at der er nogle store naturmæssige og miljømæssige potentialer, men vi er også meget bevidste om, at en genetablering af Kolindsund er et stort projekt, der potentielt kan påvirke mange mennesker. Derfor er det vigtigt, at vi har et solidt grundlag at vurdere et eventuelt projekt ud fra, så man efter forundersøgelsen kan træffe en politisk beslutning om, hvorvidt vi skal gå videre eller ej.

Naturstyrelsen vil også gennemføre informationsmøder, hvor interesserede kan stille spørgsmål og få indsigt i undersøgelsens forløb. Derudover vil styrelsen afholde lodsejermøder og løbende kommunikere på projekthjemmesiden www.nst.dk/kolindsund.

Området, som kan blive omfattet af forundersøgelsen, svarer til den tidligere afvandede sø og tilstødende randarealer – i alt omkring 3.600 hektar.

Nordea-fonden, Novo Nordisk Fonden og Den Danske Naturfond støtter forundersøgelsen, der skal gennemføres af Naturstyrelsen.

Natur