Nu begynder opgaven med tekniske undersøgelser, kortlægninger og direkte lodsejerdialog, før lodsejerne i Ringkøbing-Skjern skal tage stilling til, om de ønsker, at områderne kan udtages fra landbrugsdrift og blive til vådområde eller anden natur. Det sker efter, at fem trepartsprojekter på i alt 1.600 hektar er blevet godkendt i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV).

I tæt samarbejde med lokale lodsejere sætter kommunen derfor gang i forundersøgelserne for fem potentielle lavbunds- og vådområder. Projekterne skal være med til at reducere CO₂-udledningen, mindske kvælstof i vandmiljøet og give mere plads til naturen.

Resultat af tegnemøder

De fem projekter, der i alt dækker omkring 1.600 hektar, er de første af en lang række udtagningsprojekter i Ringkøbing-Skjern Kommune under Den Lokale Trepart for Ringkøbing Fjord.

Projekterne er et direkte resultat af tegnemøder, der har været afholdt lokalt rundt om i kommunen. Her har lokale lodsejere haft mulighed for at indtegne de arealer på landkortet, som de har en interesse i at lave omlægningsprojekter på.

Forundersøgelserne af de fem projektområder ventes at løbe over de næste et til to år, hvor lodsejere og naboer helt praktisk vil opleve, at der går folk rundt på markerne og måler op eller tager jordprøver.

- Jeg kan fornemme en vis utålmodighed, og for mange er det måske svært at forstå, hvorfor det tager så lang tid, før arealer, der er indtegnet på et kort, bliver udtaget fra landbrugsdrift og omdannet til naturområder. Men vi er i fuld gang, og arbejdet med at skabe nye lavbunds- og vådområder for at sikre en god økologisk tilstand i Ringkøbing Fjord, skrider rigtig godt fremad, siger Emil Sloth Sig, der er projektleder i Den Lokale Trepart for Ringkøbing Fjord.

 

Fortsat frivilligt for lodsejerne

Forundersøgelserne af de enkelte projekter indebærer en kortlægning såvel som tekniske undersøgelser og naturligvis en tæt dialog med alle de involverede lodsejere i et projektområde.

- En af årsagerne til, at det tager tid, er, at der lige nu er fokus på lavbundsprojekter i hele landet, og derfor er der en stor efterspørgsel efter de konsulenter, der kan foretage de tekniske undersøgelser og kortlægge, hvilke muligheder der er på de enkelte arealer. Kortlægningen er nødvendig for at sikre, at vi får en reel reduktion i kvælstofudledningen for de offentlige midler, der følger med projekter under Den Grønne Trepart, forklarer Michael Kjær Hæstrup, projektmedarbejder i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Han understreger, at det fortsat er frivilligt for de enkelte lodsejere, om de vil være med på et projekt og tilføjer, at man som lodsejer stadig kan nå at indmelde arealer til omlægningsplanen under Den Lokale Trepart for Ringkøbing Fjord.

Herudover opfordrer han lodsejere, der er interesseret i at sælge deres ejendom, til at kontakte Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Der er givet tilsagn til følgende områder:

Fem trepartsprojekter på i alt godt 1.600 hektar i Ringkøbing-Skjern Kommune er godkendt i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

  • Holmsland (583 hektar)

  • Randbæk (257 hektar)

  • Ølstrup Bæk (258 hektar)

  • Pøl Bæk (280 hektar)

  • Stenmose (189 hektar)

Den grønne trepartNatur