- Kollektive virkemidler er en del af den nye landbrugsaftale, og vi skal gøre en stor indsats for at få det til at lykkes. Projektet ved Vissing Enge et godt eksempel på, at brikkerne kan falde på plads, når man som lodsejer formår at se ud over sig selv og tænke på fællesskabet, siger formand for Landboforeningen Kronjylland, Christian Jensen, og fortsætter:

- Man anlægger ikke et vådområde fra den ene dag til den anden. Det er en lang proces, som involverer mange mennesker. Til gengæld kan man få et fantastisk resultat for både vandmiljø, natur, landmænd og byboere.

En ærlig og åben proces

Projektet startede med en forundersøgelse i 2016, hvor stemningen blandt lodsejerne var positiv for et vådområde i ådalen ved Vissing. I 2019 søgte Favrskov Kommune finansiering hos Landbrugsstyrelsen og fik tilsagn samme år. Derefter gik jordfordelingen i gang, og alle lodsejeraftaler er netop faldet på plads. 

Gennem hele forløbet har det været vigtigt for Favrskov Kommune og Landbrugsstyrelsen at inddrage lodsejerne. 

- Det har været en rigtig god proces, hvor vi har fået positivt indspil fra lodsejerne. Uden tålmodighed og samarbejdsvilje var projektet ikke blevet til noget. Nu får hele området et løft til gavn for både natur, vandmiljø og lokalsamfund, siger Anders G. Christensen, formand for Teknik og Miljøudvalget i Favrskov Kommune.
Han suppleres af teamleder i Landbrugsstyrelsen Jesper Graversen.

- Projektet er et godt eksempel på, hvor store forandringer landmænd faktisk er villige til for miljøets bedste, hvis de bliver mødt med åbenhed, ærlighed og myndigheder, der tager sig tid til at lytte til deres behov og idéer.

Afgørende at vi spiller med

Hanne og Poul Østergaard har afgivet jord til vådområdet. De var den sidste brik, der fik puslespillet til at gå op, så projektet kunne blive til virkelighed. Parret har en svineproduktion ved Vissing med begrænsede udviklingsmuligheder. 

- I landbruget bliver vi ofte skudt i skoene, at vi ikke gør nok for at reducere udledningen af kvælstof. Vi har forpligtet os til at gå ind i kollektive virkemidler, så når planerne er der, må vi spille positivt med. Det handler om at se muligheder i stedet for de begrænsninger, det kunne give. Vores ejendom er stadig attraktiv med god dyrkbar jord, men nu også med et naturprojekt i baghaven. Det er positivt, og vi glæder os til at følge udviklingen, understreger lodsejer Poul Østergaard. 

Favrskov Kommune forventer at anlægge projektet i 2023.  

En række af de involverede parter er samlet i ådalen ved Vissing, hvor der i 2023 anlægges et vådområde og et rekreativt naturområde.

En række af de involverede parter er samlet i ådalen ved Vissing, hvor der i 2023 anlægges et vådområde og et rekreativt naturområde.

Projektets mange facetter

Meningen bag vådområdet er, at det skal rense å- og drænvand og reducere udledningen af kvælstof til Randers Fjord, så vandmiljøet i fjorden bliver bedre.

Samtidig skal projektet bidrage til en del af kommunens klimaindsats, da man genopretter de naturlige vandstand og derved genstarter opbygningen af den organiske jord som kulstoflager. 

Naturen i området skal gøres mere tilgængelig for offentligheden. Det bliver etableret en p-plads, et udsigtspunkt og offentlige stier, der binder naturen bedre sammen.  De involverede lodsejere bliver inddraget i, hvordan det kommer til at udforme sig. 

Byrådet i Favrskov har bevilget 600.000 kroner til at finansiere rekreative tiltag, mens LAG Randers-Favrskov har bevilget 307.000 kroner. Derudover søger kommunen yderligere finansiering til rekreative tiltag i området. De afsatte midler skal også dække rekreative tiltag ved Holkjær Enge nær Hadsten. 

Anlæggelse af vådområdet, jordfordeling og lodsejererstatninger finansieres af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og EU's landdistriktsmidler. 

Projektet ved Vissing Enge et godt eksempel på, at brikkerne kan falde på plads, når man som lodsejer formår at se ud over sig selv og tænke på fællesskabet, siger formanden for Landboforeningen Kronjylland, Christian Jensen.

Projektet ved Vissing Enge et godt eksempel på, at brikkerne kan falde på plads, når man som lodsejer formår at se ud over sig selv og tænke på fællesskabet, siger formanden for Landboforeningen Kronjylland, Christian Jensen.

Vådområdet Vissing Enge

  • Arealet er på 114 hektar
  • Vådområdet reducerer udledningen af kvælstof med 13 tons
  • Ni lodsejere har afgivet jord
  • Forundersøgelsen blev gennemført i 2016
  • Vådområdet Vissing Enge anlægges i 2023
  • Favrskov Kommune arbejder med i alt tre vådområdeprojekter nær Hadsten; Vissing Enge, Favrskov Enge og Holkjær Enge.
  • Et fjerde vådområde – Kollerup Enge – der ligger øst for Hadsten, er netop blevet indviet.
Natur