Det var ikke lysten, der drev mig afsted i morges, men hunden Holger var ubarmhjertig i sin iver efter at komme ud. Kold vind og lidt sne i luften.

På turen langs den store mark er der pludselig noget, der fanger mit øje, og Holger tager stand. Igennem sneen kan jeg se to fugle, der straks fylder mit trætte ansigt med et stort smil. Det er viberne. 

Viben er en karakterfugl i det danske landbrugsland. Eller det var den...

Den metalliske overside, lange fjertop og de brede, afrundede vinger gør arten let genkendelig. Den ses ofte i den særlige akrobatiske sangflugt over marker og enge, mens den siger sin specielle lyd, der har givet den navn.

Viben måler omkring 30 centimeter fra næbspids til haletip. Dens vingefang er mellem 70 og 76 centimeter, og den kan veje op til 310 gram.

At se viber i starten af februar kan virke spøjst. De milde vintre har dog bevirket, at viberne ofte bliver her i landet – eller ankommer meget tidligt.

Viben er afhængig af åbent landskab med lav vegetation, som enge, marker og strandenge for at kunne yngle. Den lægger fire æg, og får kun et kuld unger om året.

Viben var engang almindelig over næsten hele landet. Det er en saga blot. Den intensive udnyttelse af jorden og afvanding af vådområder har gjort det yderst svært for viben at finde egnede levesteder i Danmark. Bestanden er gået tilbage med cirka 75 procent siden 1976.

Viber kan blive ganske gamle, ofte over 20 år, og derfor tror mange af os, at viben trives som før. Den er også ret trofast og vender tilbage til den samme mark år efter år.

Problemet er, at den ikke får unger på vingerne, og dermed risikerer vi at miste arten for altid. Heldigvis er landmænd og fuglefolk i samarbejde ved at se på, hvordan den triste udvikling kan bremses. De næste år vil vise, om viljen til viben er stor nok til en forandring.

Natur