Støtteinitiativ er gået over al forventning

Hen over sommeren har én kilometer blomsterstribe ved Klokkerholm været et tilløbsstykke. Parret Karen-Marie og Kasper Thing Andreasen har lagt jord og blomster til et initiativ, hvor forbipasserende kan plukke en buket og samtidig give et bidrag til børnehavens støtteforening.

Her er det Karen-Marie og Kaspers døtre Oline og Johanne Thing Andreasen, der plukker blomster.

Det er gået over al forventning med at skabe opmærksomhed for støtteforeningen for Klokkerholm Børnehave.

I år har det nemlig været muligt at plukke en gratis buket blomster ved Damsgaarden lidt uden for byen, og har man lyst, har man kunnet give et bidrag til støtteforeningen via mobilen.

Det er formand for støtteforeningen, Karen-Marie Thing Andreasen, der sammen med sin mand står bag initiativet.

- Det har været en nem og god måde at gøre støtteforeningen synlig på, og jeg kan fornemme på folk i byen, at det er hyggeligt at komme forbi og plukke blomster. Det er dejligt, og der kommer bidrag ind hver dag. Vi har faktisk lige rundet de 11.000 kroner, siger Karen-Marie Thing Andreasen.

Donationer giver børnene flere muligheder

I de to år støtteforeningen har eksisteret, har den gjort en forskel for børnehaven. Foreningen har flittigt søgt midler hos fonde. Det har blandt andet resulteret i temadage om Livet på Landet og særoptræden i børnehaven med klovne, da cirkus kom til byen.

Seneste donation er et stort motorikrum, hvor børnene kan boltre sig. Med indsamlingen fra blomsterstriben bliver der nu mulighed for mere.

Som landmand glæder det Kasper Thing Andreasen, der blandt andet gennem LandboNords kreds 5 arbejder aktivt for at gøre opmærksom på landbrugets rolle i samfundet.

- Det er dejligt at kunne støtte op om lokalsamfundet på den her måde. Oprindeligt har jeg etableret blomsterstriben for at gøre noget godt for insekterne og naturen – læg dertil, at blomsterne også pynter gevaldigt i landskabet. Nu kommer blomsterne så også hjem til folk og pynter. Det er dejligt, siger Kasper Thing Andreasen, der udover at etablere blomsterstriber også er griseproducent.

Karen-Marie Thing Andreasen vil ikke afvise, at parret gentager succesen til næste år.

- Klokkerholm er jo en by omringet af landbrugsjord. Jeg kan godt lide tanken om, at folk kan komme herud på markerne og selv få noget udbytte med hjem herfra i form af en buket blomster, siger hun.

Læs også