I januar har det føltes som om, foråret stadig var utroligt langt væk. Sneen dækkede i lang tid det livløse landskab, og frosten bed i de vintertrætte kinder. Men der er forandring på vej.

Allerede nu kan vi mærke, at dagene er blevet lidt længere, selvom det kun drejer sig om cirka halvanden time. Fuglene mærker det også, og musvitten, ringduen og grønspætten har taget forårssangbogen frem fra gemmerne for at akkompagnere den kommende årstid.

Nede i jorden er der stadig koldt og vådt, men også her er forårssolen begyndt at få magt. Nu titter en smuk lille blomst trodsigt frem i haven. Det er vintergækken.

Vintergækker er ofte de første blomster, der skyder op af den kølige jord, og bebuder forår. Den lille plante med hvide blomster er i stand til at vokse frem nu, fordi den i løget har en »madpakke« med næring gemt fra sidste år.

Mange andre planter får frostskader, hvis de dækkes af et lag sne, men ikke vintergækken. Sukkerstoffer i dens blade virker nemlig som en slags frostvæske, så der skal meget lave temperaturer til, før planten tager skade.

Det kan virke som om, at vintergækken har enormt travlt med at være en af de første planter, der blomstrer, og det er der en grund til. Ved at være tidligt ude minimeres konkurrencen om bestøvning med andre arter, og de få insekter, der er i luften tiltrækkes af de få blomster, der er til rådighed.

Vintergæk hedder galanthus nivalis på latin, og det kan oversættes med »mælkefarvet blomst i snedække«. På engelsk hedder den snowdrop, og det beskriver planten som en dråbe af sne.

Vintergæk knytter sig til den danske forårstradition med at sende gækkebreve, hvor man laver papirklip og driver »gæk« med hinanden. Denne skik er tidligere blevet brugt af unge mennesker til at flirte, der er en anden af forårets liflige glæder.

Natur