Naturnationalpark på vej ved Randers
Den ene af Danmarks første to naturnationalparker kommer til at ligge i Fussingø ved Randers.

Naturnationalparken ved Fussingø kommer til at omfatte omkring 800 hektar. Arkivfoto. Christian Carus
Store græssende dyr, urørte løvskove og masser af plads til, at vilde dyr og planter kan trives. Det er målet med Danmarks første naturnationalparker, som inden for få år skal etableres i Fussingø vest for Randers og i Gribskov i Nordsjælland.
Det står klart, efter at regeringen og støttepartierne er blevet enige om at afsætte knap 105 millioner kroner til en række indsatser, der skal komme en presset natur til undsætning.
- Vi står i en naturkrise, og dyr og planter mangler plads og levesteder. Vi har brug for mere sammenhængende naturarealer, hvor naturen kan udvikle sig på sine egne præmisser. Derfor er jeg virkelig glad for, at vi med aftalen her tager hul på Danmarks to første naturnationalparker, som skal give vildere natur herhjemme, siger miljøminister Lea Wermelin.
1.900 hektar
I de to naturnationalparker forventes vilde dyr og planter at kunne brede sig på et område på i alt cirka 1.900 hektar, når naturnationalparkerne står færdige. Etableringen af naturnationalparker var et af elementerne i forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne.
Ud over de to naturnationalparker er der afsat 10 millioner kroner til stenrev i havet og 35 millioner kroner i tilskud til sammenhængende arealer i og nær ved fem beskyttede og særligt sårbare naturtyper i beskyttede Natura 2000-områder.
Partierne har også besluttet, at det økologiske demonstrationslandbrug på Livø skal fortsætte, og at der afsættes 10 millioner kroner til at opkøbe et andet naturområde.