Nordsjællandsk formand fylder rundt

Lars Jonsson, formand for Nordsjællands Landboforening og rådgivningsselskabet Agrovi siden 2017, fylder 60 år lørdag.

Lars Jonsson har siden marts 2017 stået i spidsen for Nordsjællands Landboforening og rådgivningsselskabet Agrovi. Foto: Jesper Hallgren

Formanden for Nordsjællands Landboforening og rådgivningsselskabet Agrovi, Lars Jonsson, fylder 60 år lørdag den 22. maj.

Interessen for landbruget og landbrugspolitikken har altid ligget dybt i Lars Jonsson. Først uddannede han sig som landmand og siden den tidlige ungdom har han haft en række af tillidsposter i landbrugets selskaber og foreninger.

Det landbrugspolitiske engagement tog for alvor fart, da Lars Jonsson i 2011 genindtrådte i bestyrelsen for Nordsjællands Landboforening, hvor han seks år senere blev valgt som formand.

I november 2020 valgte de danske landmænd Lars Jonsson ind i primærbestyrelsen for Landbrug & Fødevarer. De landspolitiske opgaver var dog allerede bekendt for Lars Jonsson, der i en årrække har været i flere fagpolitiske udvalg under Landbrug & Fødevarer.

Det ligger Lars Jonsson meget på sinde at bidrage til omgivelsernes forståelse af, at moderne dansk landbrug går fint i spænd med naturpleje, biodiversitet, klima- og miljøhensyn. Selv midt i høst har han derfor altid tid til at tale landbrugets sag og forklare, hvad der sker i mark og på stald, når journalisterne fra aviserne eller TV-stationerne ringer for at få en aftale.

Reception

Ved siden af det store politiske arbejde driver Lars Jonsson sammen med sin hustru, Marianne, Brønshøjgård og Fuglerupgård i Lynge syd for Hillerød med en Antonius-slagtesvineproduktion, 450 hektar planteavl og bygningsudlejning.

Lokalt i Lynge har Lars Jonsson gennem en årrække været aktiv i såvel bestyrelse for erhvervsforening, hal og idrætsforening, og hans store engagement i lokalsamfundet medførte, at han i 2018 blev kåret som årets Lyngeborger.

Fødselsdagen fejres først »officielt« fredag den 25. juni, hvor der fra klokken 13 til 16 er reception i laden på Brønshøjgaard.

Læs også