Frede Lundgaard Madsen stopper
Frede Lundgaard Madsen genopstiller ikke som formand, når LandboForeningen Midtjylland holder generalforsamling den 22. marts.

Efter en lang årrække ønsker den 65-årige formand at give stafetten videre til yngre kræfter, der kan være med til at løfte den store opgave landbruget – og foreningen - står overfor. Selv fortsætter han som vurderingsinspektør i DLR-Kredit.
- Det har ikke været en nem beslutning at stoppe som formand, men jeg er kommet til et tidspunkt i mit liv, hvor andre ting også skal have lov til at fylde. Jeg vil bruge mere tid sammen med min familie, sejle rundt i de danske farvande i min båd og udforske nye netværk og relationer, fortæller den afgående formand.
LandboForeningen Midtjylland står overfor at skulle håndtere en lang række dagsordener. Den nye landbrugsaftale udstikker retningen for den grønne omstilling, som landbruget er en stor del af, og som landboforeningen skal finde sin rolle i. Dertil kommer nye byråd i Silkeborg og Viborg kommuner, som bestyrelsen skal skabe relationer til.
Bestyrelsen har netop også vedtaget en gennemarbejdet strategi for foreningens arbejde, som den kommende formand sammen med bestyrelsen kan bruge som solidt fundament for det kommende arbejde.
- Med de store forandringer, landbruget står foran, og med en helt ny strategi for foreningen, er det det helt rigtige tidspunkt at lade nye kræfter komme til. På den måde kan den nye formand selv være med til at lægge linjen og sætte sit præg på den proces, som foreningen står overfor, understreger Frede Lundgaard Madsen.
Frede Lundgaard Madsen har været formand for LandboForeningen Midtjylland i perioden 2014 til 2022. Derudover har han været formand for Søhøjlandets LandboForening fra 2001-2010, regionsformand for Åbent Landbrug i Århus Amt, siddet i repræsentantskabet i Silkeborg Landboforening samt siddet i Danish Crowns repræsentantskab.