Estonia-overlever og Honda-fan: Morten Boje Hviid fylder 60 år
Morten Boje Hviid blev i 2024 udpeget som adm. direktør i Landbrug & Fødevarer efter flere år i organisationens direktion med ansvar for politik, bæredygtighed og kommunikation.

Morten Boje Hviid. Foto: Landbrug & Fødevarer
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Adm. direktør i Landbrug & Fødevarer Morten Boje Hviid fylder 60 år 30. august.
Morten Boje Hviid blev i 2024 udpeget som adm. direktør i Landbrug & Fødevarer. Han havde da siden 2020 været en del af organisationens direktion med ansvar for politik, bæredygtighed og kommunikation.
Han er uddannet bachelor i kommunikation og samfundsfag fra Roskilde Universitet og har gennem en lang årrække arbejdet med politik, kommunikation og public affairs.
Han har blandt andet været særlig rådgiver for fødevareminister Henrik Dam Kristensen, forsvarsminister Hans Hækkerup og udenrigsminister Mogens Lykketoft. Senere var han personlig rådgiver for Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt som formænd for Socialdemokratiet.
Som en af Mogens Lykketofts rådgivere optrådte han også i Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm Lykketoft Finale, der fulgte Socialdemokratiets valgkamp i 2005.
Honda-fan
Efter årene i politik har Morten Boje Hviid haft stillinger i blandt andet Københavns Lufthavne, British American Tobacco, Rud Pedersen og FMC, inden han i 2020 kom til Landbrug & Fødevarer.
Før karrieren tog den retning, kørte han taxa og limousine og arbejdede som bartender på Café Sommersko i København. Det var også i de år, han mødte Frederikke Hviid.
I 1994 overlevede han Estonia-forliset og skrev siden bogen Jeg ville overleve.
Privat bor Morten Boje Hviid i Skodsborg med Frederikke Hviid, som han har tre børn med. Fritiden bruges blandt andet på ugentlig basketballtræning, NFL – med Philadelphia Eagles som favorithold – og motorcykler, helst af mærket Honda.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































