Den 1. juli kunne Palle Beiskjær, 62, fejre intet mindre end 40-års jubilæum hos dæksalgsvirksomheden Ovethi.
- I gamle dage havde jeg tre telefoner på skrivebordet. Du ved, dem med drejeskive, indleder Palle Beiskjær og fortsætter:
- Og ofte havde jeg kunder i dem alle på én gang. Jeg kunne ikke lide, når telefonen ringede og ringede; jeg ville hellere tage den og bede kunden vente, til jeg lige var færdig med en anden samtale. Det føltes mere kundevenligt.
Selvom Palle på papiret har en klar salgsprofil, så er det aldrig det at sælge, der har drevet ham.
- Jeg er nok ikke den typiske sælger rent personligt. Jeg bryder mig ikke om at prakke nogen noget på. Det, jeg kan lide, er, når jeg kan bruge mine analytiske evner og min mangeårige erfaring og viden til at løse noget for nogen. Dét giver for mig størst mening. Og sådan har det altid været, bedyrer Palle Beiskjær.
Og spørger man ham, hvad der skal ske nu, er svaret klart:
- Business as usual. Mit gode liv med rådgivning af kunderne hos Ovethi fortsætter. Jeg har masser af år i mig endnu til at gøre det, jeg holder allermest af, så det bliver der ikke lavet om på, konstaterer han.