Rådgivningsvirksomheden har fundet en ny adm. direktør
Den nye adm. direktør i Velas, der er landets største rådgivningsvirksomhed inden for landbruget, bliver Jacob Christiansen. Han tiltræder stillingen som adm. direktør fra 1. november 2022.
Jacob Christiansen kommer fra en baggrund i Hedeselskabet og HedeDanmark, senest i en rolle som divisionsdirektør, hvor han har stået i spidsen for en turnaround af forretningsenheden Grøn Service.
Udnævnelsen af den nye direktør sker som følge af, at Velas’ nuværende adm. direktør Jan Winther går på pension efter 13 år i spidsen for virksomheden.
- Jeg er naturligvis meget glad for i dag at kunne præsentere Jacob Christiansen som ny adm. direktør for Velas. Det har fra begyndelsen været vigtigt for mig og resten af bestyrelsen, at vi fik en profil ind, der var stærk på ledelse og forretningsudvikling, og som derigennem kunne gå forrest for at udvikle Velas yderligere, siger bestyrelsesformand i Velas, Nis Kristian Hjort der tilføjer, at der både er blevet søgt kandidater i og uden for landbruget.
Jacob Christiansen har været en del af HedeDanmark og Hedeselskabet siden 2010, hvor han har haft ansvaret for forretningsudvikling både som chef og som direktør. Forretningsenheden Grøn Service, hvor han indtil nu har været divisionsdirektør, havde i 2021 en omsætning på mere end 400 mio. kr.
Jacob Christiansen er uddannet HD i Afsætning med speciale i international handel og har flere efteruddannelser med sig i bagagen. Han ser nu frem til at møde Velas’ mange medarbejdere, ejerforeninger og øvrige interessenter.
- Velas er uden tvivl et fyrtårn i et stærkt konkurrencepræget marked med mange aktører og har de sidste mange år haft solid medvind både fagligt og økonomisk. Jeg glæder mig til at være med til at sætte retningen, så vi i et stærkt fællesskab kan fortsætte med at udvikle virksomheden og fastholde førerpositionen til gavn for landmænd over hele landet, siger Jacob Christiansen, der tiltræder den 1. november 2022.
Jan Winther fortsætter som adm. direktør indtil den 31. oktober i år.