I takt med den økonomiske situation er efterspørgslen på rådgivning inden for driftsøkonomi, finans og formue stigende, oplyser Velas. Derfor udvides Velas Business med to nye konsulenter, herunder en chefrådgiver og en juniorkonsulent.

- Vi oplever, at kunderne i stor stil vælger Velas til, når de har behov for sparring og rådgivning omkring deres driftsøkonomi, og når de skal klædes på i forhold til deres finansiering samt formuepleje. Det betyder, at vi har haft behov for at udvide kapaciteten, siger Dennis Andreasen, afdelingsleder for Business i Vissenbjerg.

- Landmændene er de senere år begyndt at efterspørge rådgivning inden for finansiering og formuepleje, og derfor er jeg glad for, at vi har fået en spydspids ind på området, som i detaljer kan rådgive landmændene om, hvilken vej de skal gå. Det er især vigtigt nu, hvor økonomien er i en markant forandring. Samtidig er rådgivning om strategi og driftsøkonomi det klart største område i Business, siger Dennis Andreasen.

Ole Eriksen er ny chefrådgiver i Business i Finans & Formue, og hans kerneopgave bliver at styrke Velas’ finansieringsteam. Han kommer med 27 års erfaring fra den finansielle sektor, og derudover har han 6,5 års erfaring med at rådgive landmænd indenfor finans og formue samt bankforhandling m.v. fra Fondsmæglerselskabet Agrocura A/S. 

Den nye juniorkonsulent, Simon Gammelby Jensen, skal være tilknyttet Velas’ kontor i Vissenbjerg, hvorfra han primært skal rådgive fynske kunder. Simon er uddannet jordbrugsteknolog med speciale i økonomi, og derudover har han en produktionslederuddannelse fra Dalum Landbrugsskole og en EUX fra Landbrugsskolen Sjælland. Han er desuden vokset op på et landbrug.