Tidligere minister, folketingsmedlem og nuværende formand for Sonfor, Ellen Trane Nørby er konstitueret som ny næstformand i vandsektorens brancheorganisation, Danva.
Hun og formand, Carsten Nystrup, varetager hermed som formandskab og sammen med Danvas bestyrelse vandselskabernes interesser. Danvas formand, Carsten Nystrup, glæder sig til sammen med den nye næstformand at fortsætte indsatsen for drikkevand, spildevand, klimatilpasning og den grønne omstilling. Carsten Nystrup, blev i juni ny formand i Danva efter den tidligere formand, Lasse Frimand Jensen, der stoppede, da han var blevet valgt til borgmester i Aalborg.
Ifølge vedtægterne er det næstformanden, der i sådan en situation automatisk træder ind i stedet, mens næstformanden skal konstitueres af bestyrelsen. Den konstituering fandt sted forleden på det ordinære bestyrelsesmøde i DANVA’s hovedkontor i Vandhuset, Skanderborg.
Ellen Trane Nørby har været medlem af Folketinget i perioden 2005-2022. Hun var minister for børn, undervisning og ligestilling fra 2015 til 2016 og sundhedsminister fra 2016 til 2019. I dag er hun 2. viceborgmester i Sønderborg Kommune, formand for forsyningen i Sønderborg, SONFOR og blev valgt ind i DANVA’s bestyrelse ved generalforsamlingen i 2022.