To jubilarer i Patriotisk Selskab

Den 1. oktober fejrede to af chefkonsulenterne i Patriotisk Selskab jubilæum. Jens Kring og Thomas Skøtt er enige om, at det er nysgerrigheden og en branche i rivende udvikling, som har holdt dem til ilden i alle årene.

Thomas Skøtt.

Den 1. oktober fejredes to flotte jubilæer i Patriotisk Selskab, hvor chefkonsulenterne Jens Kring og Thomas Skøtt har været ansat i henholdsvis 25 og 10 år.

- Faktisk har vi jo begge arbejdet her i længere tid – vi har bare lige har været ude at vende i et par andre jobs for så at vende tilbage hertil, præciserer Thomas Skøtt, der ikke havde forestillet sig, at han skulle blive typen, der fik 10-årsjubilæum på en arbejdsplads.

- Det er jo et udtryk for, at jobbet er blevet ved med at udvikle sig og udfordre mig – det har været spændende i alle årene! Både branchen, vores kunder og arbejdspladsen har udviklet sig meget, fortæller han.

Markant udvikling

Jens Kring nikker og uddyber:

- Landbruget har været igennem en markant udvikling. Bedrifterne er blevet større og mere specialiserede og komplekse, og det har selvsagt medført stigende krav til os som rådgivere. På den måde har Patriotisk Selskab været et fantastisk sted at arbejde for et nysgerrigt menneske som mig.

Samtidig er der sket et generationsskifte blandt medarbejderne, hvilket har været både spændende og lærerigt rent ledelsesmæssigt, fortæller Thomas Skøtt.

Lært af hinanden

De to chefkonsulenter er enige om, at de har lært meget af hinanden gennem tiden.

- Vi har jo lidt forskellige tilgange til tingene – det kan være meget givende, mener Jens Kring, der er uddannet landmand og statsautoriseret revisor.

- Jeg har jo lært, at man virkelig skal have styr på detaljerne, når man arbejder sammen med en revisor som Jens, konstaterer forstkandidaten Thomas Skøtt med et glimt i øjet:

- Men jeg er da kommet meget godt efter det, er jeg ikke?

- Jo, jo, du har da lært et par ting eller to gennem årene, indvilliger Jens Kring med et smil.

Læs også