Danish Crowns repræsentantskabs kreds 2 var tirsdag samlet på selskabets hovedkontor for at vælge en afløser for Erik Bredholt til bestyrelsen. Valget faldt på Jonas Würtz Midtgård, der indtræder i bestyrelsen frem til det kommende valg til december.
Jonas Würtz Midtgård driver virksomheden Go-Gris i Østbirk i nærheden af Horsens og har siddet i Danish Crowns repræsentantskab siden 2017.
- Et uroligt formandsskifte kommer sjældent belejligt, og det er heller ikke tilfældet her, så mine indspark bliver at få skabt ro og stabilitet i organisationen, så både bestyrelse, direktion og medarbejdere får forudsætningerne for at holde den strategiske retning og levere de resultater, der skal til, så Danish Crown genvinder konkurrencekraften til glæde for andelsejerne og hele virksomheden, siger han.
Har full-line-produktion
Jonas Würtz Midtgård er 42 år gammel. Sammen med sine virksomhedspartnere, brødrene Mads og Martin Mogensen, leverer han årligt 32.000 grise til Danish Crown i en full-line-produktion med tilhørende planteavl på knap 1.000 hektar.
Privat er han gift med Laila Midtgård, med hvem han har børnene Oskar og Ella.