På pension efter knap 40 år hos de unge
Efter næsten 40 års ansættelse i LandboUngdom/Jobstafet giver Annabelle Pedersen stafetten videre.

Annabelle Pedersen har valgt at gå på pension og sætter således snart punktum for en mangeårig indsats for LandboUngdom.
Annabelle Pedersen har valgt at gå på pension og stopper med udgangen af april efter 38 års ansættelse i LandboUngdom/Jobstafet.
Annabelle Pedersen er uddannet ernærings- og husholdningsøkonom i Sorø, og efter et kort stop i København blev hun ansat hos fællesudvalget for LandboUngdom og 4H i Ringsted, hvor hun arbejdede som ungdomskonsulent.
Her startede hendes lange karriere med at understøtte det frivillige arbejde for unge med interesse for livet på landet i det område, som nu hedder LandboUngdom Region Øst.
Arbejdsopgaverne var dengang blandt andet foreningsarbejde, praktikpladsarbejde, besøg af elever, afholdelse af kurser i kvæg, svin og plantepasning på Kærehave Landbrugsskole, foreningssekretær for fællesudvalget, studieture for LU, godkendelse af praktikpladser og kursus i værkstedsfærdigheder.
Reception i Rønnede
Senere startede formidling af elever til landbruget, hvor landmændene ringede ind til ungdomskonsulenten for at høre, om der var nogle elever der manglede elevpladser.
Det blev i 2001 til en online jobportal specifikt for landbruget, lavet i fællesskab af alle de regionale områder. Det er en portal, som i dag kendes under navnet Jobstafet.
I de seneste år har Annabelle Pedersen både arbejdet med foreningsarbejde og rådgivning til landmændene ved ansættelsen af medarbejdere, samt været en stor del af driften og udviklingen af Jobstafet.dk
I anledningen af Annabelle Pedersens fratrædelse holdes der fredag den 12. april fra klokken 11 til 14 en reception i lokalerne hos Østdansk Landboforening i Rønnede, hvor nuværende og tidligere medlemmer af LandboUngdom, kollegaer, kunder og forretningsforbindelser vil blive budt på en bid mad og drikke.