DLG ansætter ny kommunikationschef

33-årige Mette Sehested er bosat i Aarhus og kommer fra en stilling som Senior Editor of Corporate News i Arla
Mette Sehested er ny kommunikationschef i DLG-koncernen fra 1. september. Hun afløser Kåre Ghisler Fuglsbjerg, der har valgt ikke at flytte med, når DLG næste år rykker ind i sit nye hovedsæde i Fredericia.
33-årige Mette Sehested er bosat i Aarhus og kommer fra en stilling som Senior Editor of Corporate News i Arla, hvor hun har været ansat siden 2016. Hun er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har tidligere arbejdet som journalist og i Danish Crowns kommunikationsafdeling.
DLG er midt i sin ambitiøse Koncernstrategi 2021 og samler som bekendt i juni 2020 sit hovedkontor i et nyt domicil i Fredericia, og Mette Sehested får dermed en stor rolle i at formidle og understøtte forretningen samt det største forandringsprojekt i koncernens historie.
Mette Sehested ser frem til sammen med sit team at bidrage til at understøtte forretningen og organisationen gennem strategisk kommunikation - og ikke mindst at bruge sin forståelse og erfaring til at kommunikere med DLG’s ejere, og hun hilses velkommen af koncernchef i DLG Kristian Hundebøll:
- En vellykket kommunikation er afgørende for, at DLG lykkes med den store omstilling, vi er i gang med i disse år. Mette Sehested kommer med en stærk faglig baggrund og solid erfaring fra landmandsejede virksomheder, hvilket giver hende de rette forudsætninger for at gøre en forskel for koncernen gennem kommunikationen, siger Kristian Hundebøll.
Kåre Ghisler Fuglsbjerg fortsætter som souschef i DLG’s kommunikationsafdeling frem til den 30. juni 2020.