Drømmen der blev til fire høns
Stine Bundgaard Pedersen er ny landboretsmedarbejder i Sagro, hvor hun tirsdag har hendes første arbejdsdag.

Stine Bundgaard Pedersen, der er ny landboretsmedarbejder i Sagro fra 1. april valgte sin helt egen vej, da hun og hendes medstuderende skulle vælge uddannelse.
Som bypige fra Kolding lå det langt fra lige for, at det skulle være en landmandsuddannelse, der blev førstevalget. Men da hun havde en stor hesteinteresse, var det åbne land spændende, og gennem landbrugsskoler på Kjærgaard, Bygholm og Vejlby endte hun i 2006 som faglært landmand og i 2008 som jordbrugsteknolog.
Tanken var dog aldrig, at hun skulle være landmand. Den del har hun også overladt sin gemal, der driver en gård med 330 malkekøer ved Ølgod. Og drømmen om hestene har hun haft opfyldt, men i dag er dyreholdet dog blevet til fire høns.
Fra lærer til landboforening
- Jeg kom fra uddannelse og havde nok tænkt, at jeg skulle ud og være svinerådgiver, fortæller hun. Første job var dog som underviser på en landbrugsskole, men det var hun – med egne ord ”ikke ret god til”.
Hun startede herefter som miljørådgiver hos Vestjysk Landboforening. Men da det faldt sammen med starten af finanskrisen, var der stort set ingen landmænd, der havde brug for miljøgodkendelser til nye projekter.
Så efter tre måneder uden for meget arbejde, valgte hun at springe over på den anden side af skrivebordet til et job som miljømedarbejder i Varde Kommune.
Med en base i landbruget har hun haft en god forståelse for landbrugets udfordringer og erkender, at hun fra tid til anden har været i konflikt med sig selv i forhold til de regler, hun skulle handle efter, og den praktiske viden, hun havde med sig.
Måtte gå på kompromis
- Jeg har været nødt til at gå på kompromis med mit liberale jeg i forhold til at håndhæve noget, som jeg som fagperson og landmand kunne se en bedre løsning på. Så jeg har da nogle gange udfordret vurderingen af lovgivningen, siger hun.
Selv om hun i høj grad har siddet med miljøgodkendelser, er hun kommet stadig mere over i den politiske del af miljøarbejdet, fordi det har interesseret hende.Hun ser frem til at kunne bruge den faglige viden til gavn for landbruget.
- Jeg ved, at der er mange landmænd, der har været glade for, at kommunen havde en medarbejder, der havde fingeren på pulsen, siger Stine Bundgaard Pedersen, der nu kommer over i landbruget med en god viden om, hvordan myndighederne ser på tingene.
- Jeg glæder mig til at være i dialog med landboforeningerne og hjælpe de valgte her med at nå deres mål.