Egentlig havde Anne Lawaetz Arhnung fået nok. Hun ville ikke have mere med landbruget at gøre, for selvom det altid havde ligget i luften, at hun skulle gå i sine forældres, bedsteforældres og oldeforældres fodspor, så fik et praktikophold i en landboforening hende på andre tanker. Det var for kedeligt, så hun droppede landbrugsstudierne, forlod Lolland og rejste til København.

Tv-serien Advokaterne fik hende til at søge ind på jurastudiet, men tilknytningen til landbruget forsvandt ikke, for weekenderne blev tilbragt på godset hjemme på Lolland, hvor hun hjalp sine forældre med det, der krævede en ekstra hånd.

Langsomt gled drømmen om et advokatkontor med spektakulære retssager i baggrunden. Landbruget krøb tilbage under huden, og da Landbrugsrådet ringede fra Axelborg, var hendes skæbne besejlet.

23 år i landbrugets tjeneste

Kammeraterne fra gymnasiet fik ret, da de skrev i Blå bog, at Anne ville ende som »cand.jord«.

Hendes første job for landbruget var i veterinærafdelingen. I dag – næsten 23 år senere og på sin 50-års fødselsdag – har hun nået toppen af Landbrug & Fødevarer. Desuden har hun sammen med sin mand, Niels Dengsøe – formand for grovvareselskabet DLG – en gård med malkekvæg ved Hjarbæk Fjord vest for Viborg.

På sin vej til erhvervets top har Anne Arhnung varetaget adskillige funktioner. Som sekretariatschef, viceadministrerende direktør, direktør for landbrugets videnscenter, Seges, og meget andet. Det ligger hende på sinde, at landbruget fortsat udvikler og moderniserer, så den danske fødevareproduktion kan fastholde sin position blandt de bedste i verden.

Det kræver, at der findes løsninger, som passer ind i tidens krav om bæredygtighed – ikke kun i forhold til natur, miljø og klima, men også i forhold til at sikre en økonomisk bæredygtighed for de medlemmer, hun repræsenterer i L&F.

Fødselsdagen fejrer hun med sine to døtre, hvoraf den ældste netop er blevet student.