Ny formand til kødkvægsudvalget
Grundet stigende byrådsarbejde stopper Lis Magnussen som formand for Kødkvægsudvalget for Østlige Øer.

Lis Magnussen stopper som formand for Kødkvægsudvalget for Østlige Øer.
Når deltagerne samles til årsmødet i Kødkvægsudvalget for Østlige Øer, skal de samtidig vælge ny formand. Det skal ske som følge af, at formanden Lis Magnussen, Horbelev på Falster, der selv har en rød angus-besætning, ønsker at stoppe.
Årsagen er, at Lis Magnussen, der hidtil har repræsenteret Dansk Folkeparti i byrådet i Guldborgsund Kommune, men nu har forladt partiet og er blevet løsgænger, har fået mere byrådsarbejde, og det optager naturligvis en stadig større del af hendes tid.
Således siger Lis Magnussen til LandbrugØst: - Jeg har så meget med lokalpolitik at gøre, at tiden ikke længere tillader også at være formand for kødkvægsudvalget, hvor spændende jeg ellers synes arbejdet er.
Forbliver menigt medlem
- Som formand for kødkvægsudvalget følger rigtig mange opgaver i forbindelse med blandt andet kødkvægsudstillingen på Roskilde Dyrskue, planlægning af ture og udflugter med mere, lyder det videre fra Lis Magnussen, der fortsætter:
- Jeg har ikke længere tid til både at være formand for udvalget og så være så meget med i lokalpolitik, som tilfældet er. Derfor stopper jeg som formand for udvalget, men forbliver i første omgang som menigt medlem af udvalget.
I skrivende stund er der endnu ikke sat dato for årsmødet i kødkvægsudvalget, men Lis Magnussen fortæller, at hendes afløser alene vælges af udvalget, hvor hver kødkvægrace er repræsenteret med et eller flere medlemmer.