Ledigheden faldt med 1.800 personer i marts, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

- Med faldet i ledigheden i marts saves dermed et godt stykke af den ekstra ledighed på omkring 5.000 personer, som vinterens nedlukning bragte med sig. I forvejen tog arbejdsmarkedet ret begrænset skade af vinterens nedlukning – godt hjulpet på vej af kompensationsordningerne i hjælpepakkerne, skriver Nykredit i en kommentar, og tilføjer:

- Vi kan roligt forvente, at ledigheden fortsætter yderligere nedad i april, hvor den gradvise genåbning af for eksempel restauranter og frisører giver behov for mere arbejdskraft. Og det høje antal jobopslag er fortsat i april som et tydeligt vidne om, at virksomhederne ansætter folk.

- Foråret kommer til at byde på en stærk fremgang på arbejdsmarkedet.

Danmark havde laveste offentlige underskud i EU sidste år

Danmark havde sidste år et offentligt underskud, der både var det laveste i EU og trods coronakrise mindre end EU’s underskudsgrænse.

I tørre tal var det danske offentlige ØMU-underskud på 1,1 procent af BNP, oplyser Nykredit.

Årsagen er ifølge koncernen, at dansk økonomi ikke blev lige så hårdt ramt som mange andre europæiske økonomier.

- Tidlig, men knap så langvarig og omfattende, nedlukning i foråret 2020 muliggjorde, at vi hurtigere end andre europæiske økonomier kunne vende tilbage til (efter forholdene) mere normale tilstande. Og når økonomien ikke bliver så hårdt ramt, gør det heller ikke lige så ondt på de offentlige finanser, skriver Nykredit i en kommentar, og tilføjer:

- Samtidig har det omfattende danske testapparat måske været med til, at vi kunne holde smitten for døren i længere tid i efteråret end hos vores europæiske naboer. Det har også mindsket forstyrrelsen af dansk økonomi.