Dambrug i Sønderjylland smittet med fiskesygdom

Det pågældende billede er ikke fra det smittede dambrug. Arkivfoto: Christian Carus
Et sønderjysk dambrug med 400.000 regnbueørreder er smittet med fiskesygdommen IHN.
Fødevarestyrelsen erklærede tirsdag udbrud af sygdommen i dambruget. Det er det andet udbrud af sygdommen inden for kort tid, efter der i sidste uge blev fundet smitte i et dambrug med ørreder i Stouby ved Vejle.
- Sidste uges udbrud var desværre ikke et isoleret tilfælde, og det er ulykkeligt, at endnu et dambrug er smittet med IHN. Vi gør nu, hvad vi kan, for at hindre yderligere smittespredning, siger souschef i Fødevarestyrelsen Tim Petersen.
Udbruddet kan få alvorlige konsekvenser for dambrugserhvervet i Danmark og give anledning til, at eksportmarkeder og samhandelslande vil begrænse handel med levende fisk og fiskeprodukter fra Danmark i en periode.