Flere og flere takker ja til ukurante madvarer på butikshylderne

Flere og flere frasorterede madvarer og »grimme« grøntsager findes nu på butikkernes hylder i stedet for at gå til spilde i fødevareproduktionen. En ny undersøgelse fra Kantar Gallup for forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad viser, at op mod halvdelen af danskerne er tilbøjelige til at købe disse frasorterede produkter i supermarkedet.

Miljøstyrelsens nyeste tal viser, at der hvert eneste år i Danmark går 814.000 ton mad til spilde fra jord til bord. Fødevareindustrien tegner sig for den største del, 385.000 ton madspild årligt – og i den kategori genererer mejerierne den største andel, nemlig 218.000 ton, og kategorien »anden fødevareindustri« 156.000 ton årligt.

I disse kedelige tal ligger for eksempel frasortering af fødevarer på grund af størrelse, form og facon, viser tal fra Miljøstyrelsen.

Et eksempel på sådan en fødevare er 2. sorterings økologiske minigulerødder fra Danmarks største rodfrugtsproducent, DanRoots. De er lanceret i Rema 1000-butikkerne. Et andet eksempel er skæve og ukurante madspildsoste fra Them Andelsmejeri.

Læs også