Noter Syd uge 22-2022
Ø-Vet med kontor i Jylland
Dyrlægerne hos Ø-Vet, der har deres faste base ved Næstved, har nu også fået et kontor i Vejle. Det meddeler Ø-Vet i det seneste nyhedsbrev.
- Vi har et stigende antal besætninger i Jylland, og på trods af at alle dyrlæger kører i hele landet, har vi tre dyrlæger bosat i Jylland. For at tilgodese både de jyske besætninger og dyrlæger har vi derfor oprettet kontoret, lyder det i nyhedsbrevet.
Kontoret i Vejle skal udgøre de daglige rammer for de jyske dyrlæger, ligesom møder, kurser med mere også vil blive afholdt der.
Dyrlægerne oplyser endvidere, at de har været heldige at finde lokaler, der kan rumme et mindre laboratorium, så de også i Jylland kan udføre gødningsundersøgelser samt bakteriologiske dyrkninger fra gødning, urin med videre.
Slut med grønne ørkener ved Salling Groups hovedkontor
Rummelige insekthabitater og 11.000 kvadratmeter grønt areal beplantet med enggræs, mosebølle, aronia, benved, eg og en lang række andre plante-, busk- og træsorter skal booste den lokale biodiversitet, når Salling Group sammen med HedeDanmark etablerer et af Danmarks største erhvervsmæssige biodiversitetsanlæg.
Alle elementer i anlægget er udvalgt og sat sammen med tanke på at skabe optimale muligheder for insekter og planteliv, forklarer Carsten Damgaard, chef for Kunder og Marked hos HedeDanmark, der står for både projektering og etablering af anlægget.
- Det har været vigtigt for os, at anlægget ikke blot blev en prydhave, men et reelt biodiversitetsanlæg, der rummer en alsidighed af hjemmehørende arter, og som ikke mindst inviterer myriader af insekter og lokalt dyreliv – fugle, pindsvin, harer og rådyr – indenfor. Altså et projekt, som gør en reel forskel for den lokale flora og fauna, fastslår han.
DR-medhold til giftigt vand
DR får ikke kritik af Pressenævnet for at kalde vand fra et nordfynsk vandværk giftigt i programserien »Byen med det giftige vand«.
DR bragte i januar programserien, der handlede om et lille, nordfynsk vandværks kamp for at sikre rent drikkevand til forbrugerne, efter der var blevet konstateret et for højt niveau af pesticidstoffer i drikkevandet.
Et bestyrelsesmedlem fra vandværket klagede til Pressenævnet over, at DR havde omtalt vandet som giftigt, selvom myndighederne havde slået fast, at vandet ikke var sundhedsskadeligt.
Et flertal i Pressenævnet fandt imidlertid, at betegnelsen »giftigt vand« tilstrækkeligt tydeligt fremstod som DR’s vurdering af myndighedernes fund af pesticidrester i vandet.
Da DR i programserien samtidig havde redegjort korrekt for sagens faktiske forhold, udtalte nævnet ikke kritik.
Bæredygtigt Landbrug klar med sommermøder
Bæredygtigt Landbrug er igen i år vært for sommermøder rundt om i landet, hvor både medlemmer og andre interesserede kan få en status på kampen for bedre rammevilkår i dansk landbrug.
Både i Jylland samt på Fyn og på Sjælland er der således mulighed for at blive inspireret og få en hyggelig aften i landbrugets tjeneste.
Det første sommermøde er mandag den 30. maj på Oxholm Hovedgård syd for Brovst i Vendsyssel, dagen efter foregår det på Kohavegaard nær Ejby på Vestfyn, mens det sidste møde er på Holmegaard Gods ved Næstved torsdag den 2. juni.
Programmet ved samtlige tre sommermøder begynder med rundvisning og markvandring klokken 17, hvorefter der serveres aftensmad i en åben pølsevogn fra omkring klokken 18.15.
Formand for Bæredygtigt Landbrug, Peter Kiær, byder efterfølgende velkommen og efter en kort indledning indledes en aften med spændende faglige indlæg og debat.
Der er gratis adgang til de tre sommermøder.