Økologernes interesseorganisation Økologisk Landsforening har forladt det gamle Åbyhøj Rådhus og flytter til mere tidsvarende lokaler i Agro Food Park i Aarhus Nord.
Agro Food Park huser videns-virksomheder, fødevareproducenter og teknologifirmaer, og senest har Aarhus Universitet i november 2019 samlet sine aktiviteter inden for fødevareforskning her.
Adm. direktør i Økologisk Landsforening Helle Borup Friberg glæder sig til at blive en del af landets største vidensklynge for fødevareudvikling og dermed skabe endnu bedre muligheder for at bringe økologien i centrum for udviklingen af fremtidens bæredygtige fødevarer.
- Med vores nye hovedkontor får vi styrket mulighederne for at videreudvikle de samarbejder, som er vejen til økologisk succes og stærk interessevaretagelse for vores medlemmer, siger ØL-direktøren i en pressemeddelelse.