Styrelse udfører kontroller igen

Foto: Colourbox
Landbrugsstyrelsen udfører nu som udgangspunkt alle kontroller igen, efter at de mere eller mindre har været sat på pause de seneste to måneder på grund af coronakrisen.
- Med de nye anbefalinger fra sundhedsmyndighederne kan vi begynde at udføre alle vores kontroller igen – også dem, hvor det kræver, at vi er flere kontrollører ude. Vi tager stadig alle forholdsregler og overholder anbefalingerne. Vi har et efterslæb fra de seneste måneder, men ved at gå i gang nu, forventer vi, at vi kan indhente efterslæbet i den resterende del af året, siger vicedirektør i Landbrugsstyrelsen Gitte Jensen-Fangel.
Også Landbrugsstyrelsens jordplanlæggere kan igen komme ud på marken. De kan fremover mødes med lodsejere udendørs og forhandle deltagelse i jordfordelingsprojekter. Lodsejermøder, hvor flere lodsejere mødes med planlæggere, afholdes fortsat ikke.
- Vi er glade for, at vi allerede nu kan tage næste skridt på vej tilbage til en normal tilstand med flere kontroller og møder med lodsejere om jordfordelingsprojekter. Det er helt afgørende for, at vi kan nå at udbetale støtten til tiden, og at vigtige naturprojekter ikke går helt i stå, siger Gitte Jensen-Fangel.
Normalt udfører Landbrugsstyrelsen hver måned omkring 2.000 kontroller, prøvetagninger eller overvågninger. Landbrugsstyrelsens vurdering er, at omkring 250 sager, hvor det er nødvendigt at være flere kontrollører, lige nu venter på et kontrolbesøg.