Årets konference om bioenergi finder sted i Fredericia
Messe C lægger rammerne til en Bioenergimesse og konference, der løber af stablen både onsdag og torsdag.

Formanden for energiklyngen House og Energy og tidligere klima- og energiminister Lykke Friis åbner konferencen onsdag.
Når Messe C på onsdag åbner dørene til NutriFair 2020, bliver der også budt velkommen til et stort bioenergi-seminar.
Her vil der være fokus på bioenergi til samfundet samt synergien mellem bioenergi og landbruget.
Formanden for energiklyngen House og Energy og tidligere klima- og energiminister Lykke Friis åbner konferencen og vil være moderator på formiddagsprogrammet med titlen »Synergi mellem landbrug og biogassektoren«.
Dagen efter er landmand og formand for Foreningen Biogasbranchen, Henrik Høegh, der også er tidligere fødevareminister i perioden 2010-2011, indlede og være moderator for et program med titlen »Synergi mellem biogassektoren og samfundet«.
Arrangementet er en sammenkobling af Nutrifair og BioenergiMESSEN, og denne kobling er ikke tilfældig. Vedvarende energi, herunder biomasse, spiller en stadig større rolle i omstillingen fra fossil til grøn energi, og landbruget spiller en afgørende rolle både til at »rydde op« efter dyrene og det kildesorterede affald, der kommer fra dagrenovationen.
Ny udvikling
- Det er en vigtig samfundsrolle, som landbruget indtager, fra kun at være fødevareproducerende til nu også at være energiproducerende. Og landbruget fortjener ros for den omstilling, de har gennemgået og skal gennemgå i den Klimaplan, der ligger klar til forhandling til foråret 2020, fremhæver NutriFair.
- Vi nærmer os 25 procent af energiforsyningen, som kommer fra landbrugets husdyrgødning (dybstrøelse, halm og gylle), så landbruget er så afgjort en betydende faktor i den omstilling, der skal ske fra fossil energi til grøn og bæredygtig energiforsyning, supplerer Kris Vetter fra BioenergiMAGASINET, der har været med i planlægningen af programmet for konferencen og udstillingen.
Recirkulering af næringsstoffer spiller en væsentlig rolle, og også her kan biogasproduktionen sikre, at de vigtige næringsstoffer som eksempelvis fosfor bliver fordelt til de landbrug, som har behovet.
Faglige oplæg
I forbindelse med Bioenergimessen bliver der holdt faglige oplæg om rammebetingelser, biogasproduktion, biomasser med videre – alt sammen emner, der relaterer til biogas. Dem står blandt andre Aalborg Universitet for.
- Vi bakker op om Nutrifairs initiativ, da det er vigtigt, at endnu flere får øjnene op for biogas som et columbusæg, der er en del afløsningen på landbrugets og samfundets miljø- og affaldsudfordringer, siger Jens Bo Holm-Nielsen, M.Sc., Ph.D. og leder af Center for Bioenergi ved Aalborg Universitet Esbjerg.
Hovedfokusset på messen og konferencen vil være at italesætte samspillet mellem landbruget og biogassektoren.
- På konferencen skal vi tale om, hvordan landbruget og biogassektoren er medspillere på samme hold, der i fællesskab kæmper for, på økonomisk bæredygtig vis, at realiser det nødvendige klimaløft, der skal til, for at vi som samfund, kan komme i mål med vores klima-og energimålsætninger, siger Jens Bo Holm-Nielsen.
Udstilling
Bioenergi-området omfatter også en udstilling med leverandører inden for biogas, halm til energi, træpiller og træflis til både landbrugsejendomme og større energiproducerende anlæg.
Udstillingen afvikles parallelt i nabohallen med Nutrifair.
Aalborg Universitet, Inbiom, House of Energy, Foreningen Biogasbranchen og BioenergiMAGASINET, m.fl., har været med i planlægningen af programmet for konferencen og udstillingen.
mip