Undersøgelse: Økologi er danskernes bæredygtige fødevarevalg
Ny undersøgelse viser, at danskernes opfattelse af økologi som et bæredygtigt valg er øget signifikant det seneste år.

Danskernes opfatter økologiske fødevarer som både bæredygtige og bedre for klimaet. Det viser en undersøgelse, der er lavet for Økologisk Landsforening af Rybner Analyse.
Det seneste år er der således sket en signifikant stigning i antallet af danskere, der ser økologi som bæredygtigt. 68 procent af de adspurgte i undersøgelsen mener, at økologiske fødevarer er et bæredygtigt valg i modsætning til 63 procent i 2019.
- Bæredygtighed er blevet nærværende hos mange danskere. De fleste ved, at hvis vi vil træffe bæredygtige valg, kan vi ikke nøjes med at fokusere på én ting. Vi skal tænke i helheder. Og netop her har økologien meget at byde ind med, både når det handler om dyrevelfærd, beskyttelse af grundvandet og hensyn til naturen ved at undgå syntetiske pesticider, siger Helle Bossen, chefkonsulent i Økologisk Landsforening.
Myterne er knust
Hele 82 procent af deltagerne i undersøgelsen svarer da også, at de mener, at økologisk produktion beskytter naturen, miljøet og grundvandet. 63 procent af de adspurgte mener, at økologisk produktion er bedre for klimaet – mod 56 procent året før.
- Der er skabt mange myter om økologisk produktion, men i takt med at myterne er knust, har danskerne forstået, at økologien også er en del af løsningen, hvis vi skal skabe en fremtidig fødevareproduktion, der skåner klimaet, siger hun.
Ifølge undersøgelsen er holdningen til økologisk produktion som mere bæredygtig, klimavenlig og miljøbeskyttende mest udbredt blandt kvinder, samt personer i alderen 18-39 år og danskere, der er bosat på Sjælland og i hovedstadsområdet.
Undersøgelsen »Økologiens image 2020« er lavet af Rybner Analyse for Økologisk Landsforening i forbindelse med Ø-mærkets 30-års jubilæum i 2020 og er gennemført blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. Der er gennemført 1.000 interviews med danskere i alderen 18+ år.
/hka