Økologi-vækst når nye højder

Aldrig før har danskerne købt så mange økologiske fødevarer som i 2020. Økologien er vækstet med sammenlagt 14 procent i detailhandlen i et år, som har været præget af corona. Oveni det er det nu tre ud af fire danskere, som køber økologi hver uge, konstaterer man med stor tilfredshed hos Økologisk Landsforening.

Salget af økologiske fødevarer er vækstet med næsten 2 milliarder kroner på kun et år. Udviklingen tilskrives forbrugernes fokus på bæredygtighed. Foto: Økologisk Landsforening

Flere danskere har i 2020 lagt økologi i indkøbsvognen, og vi bruger også flere penge på fødevarer mærket med det røde ø. Det viser en ny undersøgelse, som Danmarks Statistik har udgivet. Salget af økologiske fødevarer er på kun et år steget med knap to milliarder kroner, så den samlede omsætning går fra 14,1 milliarder kroner i 2019 til 16 milliarder kroner i 2020. Det er den største vækst i salget af økologiske fødevarer nogensinde.

- Først og fremmest skyldes væksten forbrugernes ønske om at spise mere bæredygtigt og købe fødevarer, der er produceret med tanke for dyrevelfærd og uden brug af syntetiske pesticider. Det er tydeligt, at corona-krisen har bidraget til danskernes øgede fokus på omsorg for både sig selv, sine nærmeste, dyr og natur, siger markedschef for detail, Henrik Hindborg, fra Økologisk Landsforening.

Ændret adfærd

En analyse foretaget på baggrund af data fra dagligvarehandlen viser, at tre ud af fire danskere køber økologiske varer en gang om ugen. For blot få år siden var det kun hver anden.

- Vi har ikke tidligere oplevet, at forbrugerne har ændret så radikalt adfærd på så kort tid. Det er en naturlig konsekvens af den bevidsthed, som breder sig i befolkningen om, hvor stor betydning vores fødevarer har for vores velbefindende, natur, drikkevand og dyrevelfærd, siger han.

Tror på fortsat vækst

Tager man et nærmere kig på, hvad det er for varer, som vækster mest, er frugt og grønt øverst på hitlisten. Generelt er salget af økologisk frugt og grønt steget med 21 procent på et år med en omsætning på 5,8 milliarder kroner. Det er næsten tre gange større end omsætningen i 2015 på 2,0 milliarder kroner.

Derudover er varer som plantedrikke vokset med 39 procent, kål med 26 procent og det seneste års store bagedille slår også igennem på salget af økologisk mel, som er vækstet med 28 procent.

- Mange nye forbrugere har taget økologien til sig, og det peger på, at vi i de kommende år også vil opleve stor vækst i salget af økologiske fødevarer. Det er et stærkt afsæt for Økologisk Landsforenings målsætning om 30 procent økologi i 2030, siger Henrik Hindborg.

Læs også