Nyt landsdækkende økologicenter åbnet
Innovationscenter for Økologisk Landbrug skal sikre og udvikle Danmarks nuværende placering i verdenstoppen indenfor økologi. Forleden blev centret, der ligger i Agro Food Park i Aarhus, officielt åbnet.

Medarbejdere, samarbejdspartnere, landmænd og andre med tilknytning til økologien var mødt op, da Innovationscenter for Økologisk Landbrug forleden blev officielt landbrug. Foto: John Ankersen
Danmark er blandt de absolut førende indenfor økologisk landbrug og økologiske fødevarer. Den placering i verdenstoppen skal gerne sikres, udvikles og udbygges markant de kommende år.
Det er baggrunden for etableringen af det nye Innovationscenter for Økologisk Landbrug, der den 1. oktober kunne slå dørene op i Agro Food Park i Aarhus. Et center støttet af Fødevareministeriet og som er skabt i et fællesskab mellem Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening.
Forleden blev der holdt officielt åbning af centeret med en reception og officiel indvielse ved Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard.
Stærk økologisk førerposition
Det er Danmarks meget stærke position inden for økologi, der har været omdrejningspunktet for det nye center.
Formand for bestyrelsen i Innovationscenter for Økologisk Landbrug og direktør i Økologisk Landsforening, Helle Borup Friberg, lagde i sin tale vægt på netop Danmarks position både nationalt og globalt, og den brede opbakning økologien har opnået herhjemme – både blandt befolkningen og bredt politisk.
- Folketingets opbakning de første fire år er vi utroligt glade for. Danmark står stærkt i den globale markedssituation for økologi, og økologien har et stort uforløst potentiale for både samfund og beskæftigelse, lød det fra Helle Borup Friberg, der ikke lagde skjul på, at hun ser det nye center som det, der skal bane vejen for at Danmark fortsat er verdens førende inden for økologi.
Stort potentiale
Også hos Landbrug & Fødevarer, har det været det enorme potentiale i økologien, der har været drivkraften bag det nye center:
- Økologien har et kæmpe potentiale. Vi skal udvikle nye økologiske værktøjer og udvikle både nedefra og oppefra. Vi skal være kendte langt ud over landets grænser, lød det fra Hans Erik Jørgensen, der er økologisk landmand og formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, og bestyrelsesmedlem i bestyrelsen bag det nye center.