Økologer samles til inspirationsdag
Torsdag den 11. november inviterer Økologisk VKST til inspirationsdag i Sorø.
Økologisk VKST holder torsdag den 11. november klokken 9 til 16 Økologisk Inspirationsdag, og det foregår i lokalerne på Fulbyvej i Sorø.
Dagen vil være spækket med spændende indlæg og debat fra blandt andre økologichef for L&F Økologisektionen, Kirsten Lund Jensen, der vil fortælle om tilblivelsen af de nye økologiregler.
Der bliver også mulighed for at høre om bælgsæd og græsprotein, der er det nye sort. Her er det Allan Hartmann Hansen fra Danish Agro og Steffen Blume fra DLG, som kommer og fortæller om foderkoncepter med dansk bælgsæd samt om fremstilling af græsprotein.
Flere faglige grene
Den resterende del af inspirationsdagen bliver opdelt i forskellige spor af faglige grene. Her kan nævnes kompost, kulstof i jorden, samarbejde om økologi, hegning af naturarealer, planteavler 2023 og meget mere.
Det er de dygtige økologikonsulenter hos Økologisk VKST, som vil dele ud af deres viden til de forskellige emner.
Inspirationsdagen afsluttes med »Smag på klimavenlige fødevarer«, og det er med Jesper Fog-Petersen fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug og Christine Bille Nielsen, der er kok, madskribent og har en professionsbachelor i ernæring og sundhed.