Omkring 50 økologer var torsdag samlet i Sorø, da Økologisk VKST holdt Økologisk Inspirationsdag, hvor alle først blev præsenteret for tre indlæg, inden deltagerne efter et par timer fortsatte i mindre grupper.

I forbindelse med tilmeldingen kunne økologerne således vælge forskellige spor, hvor der blev gået i dybden med enkelte emner. Sådan var det både før og efter frokosten, der naturligvis var økologisk.

De første par timer var alle dog samlet, og her bød Per Jensen, den »nye« afdelingschef i Økologisk VKST efter Lisbeth Frank Hansen, velkommen, inden han gav ordet videre til Kirsten Lund Jensen, sektorchef i Landbrug & Fødevarer.

Grøn omstilling og nye regler

I et indlæg med titlen Økologien ind i 2023 – Hvad ser vi ind i? orienterede Kirsten Lund Jensen blandt andet om den nye aftale om en grøn omstilling af dansk landbrug, økologisk arealtilskud 2023, Innovationscenter for Økologisk Landbrug og om strategien for Landbrug & Fødevarer Økologi 2021-2023.

Hun kom i den forbindelse ind på flere af ændringerne i de nye økologiregler, ligesom hun gjorde opmærksom på, at der også er ændringer omkring det økologiske arealtilskud.

- Fremover følger arealtilskuddet kalenderåret i stedet for fra 1. september til 1. september, så der bliver ingen ansøgningsrunde næste år, fortalte Kirsten Lund Jensen.

- Der vil komme en overgangsperiode på fire måneder, og det er endnu ikke afklaret, hvordan det konkret kommer til at ske.

Kirsten Lund Jensen glædede sig generelt over den politiske opbakning, som også gælder det nye Innovationscenter for Økologisk Landbrug, som er tildelt 40 millioner kroner i statsstøtte – 10 millioner kroner hvert år i fire år.

DK-foderblandinger

Allan Hartmann Hansen, produktionsspecialist fra Danish Agro, holdt efterfølgende et indlæg om et nyt foderkoncept med dansk bælgsæd – på en online-forbindelse fra det jyske.

- Det er da så bæredygtigt, som det kan blive, at jeg er med online og ikke er kørt til Sjælland, konstaterede Allan Hartmann Hansen indledningsvis med et smil.

Hos Danish Agro er der også stor fokus på bæredygtighed, og Allan Hartmann Hansen fortalte, at der arbejdes intenst på at fremstille danskproducerede foderblandinger, som kan erstatte soja, der både er dyrt, besværligt og absolut ikke klinger særlig godt hos klimabevidste danskere.

Potentiale for græsprotein

Steffen Blume, økologichef i DLG, kom også ind på soja-problematikken, og han gennemgik en principskitse for den fremstilling af græsprotein, der foregår på det nye BioRefine-anlæg i Nybro i Vestjylland, som DLG, Danish Agro og DLF i fællesskab har etableret.

Der er store forventninger til græsproteinfabrikken, hvor kapaciteten forventes at være 7.000 tons grønt protein på basis af 3.000 hektar kløver, græs og lucerne.

- Der er dog potentiale til langt mere græsprotein – 100.000 tons og et arealbehov på 40.000 hektar. Der kan afsættes til både grovvareselskaber, fiskeindustrien og på sigt til fødevarer, fortalte Steffen Blume.

Der er selvfølgelig også potentiale for en græsproteinfabrik på Sjælland, men placeringen afhænger af flere forskellige faktorer. Sådan en fabrik skal nemlig gerne placeres i et område med et biogasanlæg, hvor der også er potentiale for kløvergræs/lucerne og interesserede økologer.