Flere økologer får tilskud til ny teknologi

Der er stor efterspørgsel på tilskud til ny teknologi, og nu afsætter fødevareministeren ekstra penge til Økologisk investeringsstøtte i 2021. Derudover får ansøgerne et halvt år ekstra til at afslutte deres projekt.

349 nuværende og kommende økologer har søgt om tilskud til teknologi for i alt 86 millioner kroner gennem tilskudsordningen Økologisk investeringsstøtte 2021. Der var oprindeligt afsat 40 millioner kroner til tilskud gennem ordningen, men efter en stor efterspørgsel er puljen nu suppleret med 46 millioner kroner, så flere ansøgere kan få tilsagn om tilskud. Det oplyser Landbrugsstyrelsen.

De ekstra midler bliver fordelt på tværs af indsatsområderne, så alle ansøgere inden for alle indsatsområder kan få tilsagn, hvis de lever op til kravene.

Får et halvt år ekstra

Sagsbehandlingen af ansøgningerne har været forsinket, og nogle ansøgere kan ifølge styrelsen desværre fortsat forvente en forlænget sagsbehandlingstid.

- Derfor får du længere tid til at afslutte dit projekt. Det betyder, at du har i alt halvandet år til at investere i din teknologi og søge udbetaling af dit tilskud regnet fra den dag, du sendte din ansøgning til os. Oprindeligt skulle du afslutte dit projekt inden for et år. Du kan se den konkrete projektperiode for dit projekt i dit tilsagnsbrev, skriver Landbrugsstyrelsen på sin hjemmeside.

I den kommende tid vil landmændene kunne se henvendelser og afgørelser i Tast selv-systemet.

På Tilskudsguiden på lbst.dk kan man løbende se, hvor langt styrelsen er med at behandle sagerne.

 

Læs også