Holbæk Kommune går økologivejen på forpagtede jorde
I fremtiden skal alle kommunalt ejede jorde, der forpagtes ud til dyrkning, dyrkes økologisk, er det blevet bestemt.

Der er pænt med landbrugsarealer i Holbæk Kommune, blandt andet her ved Ugerløse. Men fremover skal de kommunalt forpagtede arealer være økologiske, og det har fået en positiv modtagelse. Foto: Holbæk Kommune
Hvis man vil forpagte jord, der er ejet af Holbæk Kommune for at bruge det til dyrkning, skal det foregå økologisk i fremtiden.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse. I forvejen har Holbæk Kommune krav om at kommunale jorde til forpagning skal dyrkes pesticidfrit, men nu tager kommunen altså et skridt videre. Det er tanken bag tiltaget, at naturen på og omkring de dyrkede arealer skal have bedre vilkår, lyder det.
De første kontrakter er i skrivende stund ved at blive genforhandlet, og alle de omfattede landmænd har taget godt imod tiltaget. Med udgangen af 2025 vil alle kommunens kontrakter være genforhandlet.
Karen Thestrup, der er formand for kommunens nye udvalg for Klima, Miljø og Natur, er meget tilfreds med at Holbæk Kommune nu går videre i omlægningen til økologi.
- Jeg ser økologi som en helt afgørende del af løsningen på biodiversitetskrisen. Samtidig er det også for at sikre vores grundvand at brugen af pesticider skal stoppe. Det er ikke kun planter og dyr, det her tiltag kommer til gode. Det er os alle sammen, der får glæde af det. Derfor er jeg rigtig glad for at dette skridt bliver godt modtaget blandt de landmænd, vi samarbejder med, siger hun.
Der er tale om 60 hektar jord fordelt på 13 forskellige arealer, der skal omlægges i løbet af de kommende år, oplyser Holbæk Kommune. Desuden har kommunen cirka 150 hektar, der bliver brugt til høslet og afgræsning.
I løbet af 2022 vil kommunens køkkener også øge andelen af økologiske råvarer. Det sker for at styrke efterspørgslen efter økomologi i den produktion, der fremover skal ske på de kommunale landbrugsjorde.