Fødevarestyrelsen ophæver nu anbefalingen om, at børn mellem 4 og 9 år skal spise færre økologiske æg. Det sker efter, at Fødevarestyrelsen på ny har testet økologiske æg. Analyserne viser, at indholdet af PFAS i æggene er meget lavt 

Fødevarestyrelsens laboratorie har udført en række nye analyser, efter at der i vinters blev konstateret et forhøjet indhold af PFAS i æg fra økologiske høns, som havde fået foder med fiskemel. Ægproducenterne reagerede dengang hurtigt på oplysningerne om det forhøjede PFAS-indhold i økologiske æg.

Fiskemel blev fjernet fra hønsenes foder, og indholdet af PFAS i æggene er faldet hurtigt herefter. Det bekræfter nye analyser. Det betyder, at Fødevarestyrelsen nu ophæver anbefalingen om, at børn mellem 4 og 9 år skal spise færre økologiske æg.

Fødevarestyrelsen har i marts og april 2023 undersøgt æg fra 10 forskellige økologiske producenter. I otte prøver blev der ikke påvist PFAS, mens der i to prøver var fund af PFAS, men langt under grænseværdien. Det oplyser Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Der blev ikke påvist PFAS i prøver fra fire forskellige konventionelle æggeproducenter. Efter fundet af PFAS i visse typer af fiskemel har Fødevarestyrelsen også undersøgt fisk fra hav- og dambrug. I ti af disse prøver er der ikke påvist PFAS, mens der i tre prøver er påvist PFAS i meget lave niveauer og langt under grænseværdien.

JJ: Udtryk for høj fødevaresikkerhed

De nye tal glæder minister for fødevarer, landbrug og fiskeriminister Jacob Jensen(V).

- Det er utrolig glædeligt, at Fødevarestyrelsen nu har konstateret, at økologiske æg ikke længere har PFAS i forhøjede niveauer. For mig at se er det udtryk for høj fødevaresikkerhed, når det så hurtigt er lykkedes at få lokaliseret og fjernet kilden til problemet – nemlig fiskemel i foderet. Det skaber tryghed og vished om, at der ikke er noget at frygte ved at spise økologiske æg, siger Jacob Jensen og fortsætter:

- Fra regeringens side har vi fortsat stort fokus på den seneste tids generelle udvikling med PFAS, og derfor har Fødevarestyrelsen igangsat et bredere screeningsarbejde af PFAS i vores fødevarer, så vi bliver klogere og kan sætte ind, hvor der er brug for det, siger han.

Fødevarestyrelsen har offentliggjort resultaterne af sin undersøgelse. Det kan læses her