Danmark er fortsat det land, hvor den økologiske markedsandel er størst i hele verden. Det oplyser den internationale rapport »The World of Organic Agriculture«, der netop er blevet offentliggjort på dette års BioFach i Nürnberg i Tyskland.

- Tallene viser med al tydelighed, at det er nødvendigt med fokus på at udvikle økologien, så vi fortsat kan udbygge vores position som den nation i verden, hvor flest køber økologiske varer, siger Kirsten Lund Jensen, der er økologichef hos Landbrug & Fødevarer.

Rapporten, der bliver udgivet af Research Institute of Organic Agriculture (FiBL) og IFOAM – Organics International, viser også, at USA er det suverænt største øko-marked i verden med en omsætning på 298 milliarder danske kroner i 2017. Og at det samlede økologiske fødevaresalg steg med 8,7 procent i 2017 til omkring 690 milliarder danske kroner.

Det samlede økologiske areal verden over steg med 20 procent i 2017 til i alt 69,8 millioner hektar, oplyser rapporten.  Det svarer til mere end 26 gange Danmarks samlede landbrugsareal.