Hele økologispektret på faglig inspirationsdag
Årets største faglige inspirationsdag for økologer holdes onsdag den 14. november hos VKST i Sorø.

Chefkonsulent Lisbeth Frank Hansen, Økologisk VKST, oplyser, at programmet onsdag den 14. november byder på mere end 15 spændende og inspirerende indlæg. Arkivfoto
Teamet af økologikonsulenter i Økologisk VKST inviterer onsdag den 14. november klokken 9 til 16 til årets største faglige inspirationsdag for økologer, hvor der i løbet af dagen er mere end 15 spændende og inspirerende indlæg på programmet – med nyt inden for hele spektret af økologien.
- Om formiddagen lægger vi traditionen tro ud med et par fælles oplæg for alle. Teamet i år er »Økologi og klima«. Vi tager en dialog, om det er noget, som rimer på hinanden eller er to modsætninger, fortæller chefkonsulent Lisbeth Frank Hansen fra Økologisk VKST.
- For tiden kører klimadebatten, og økologien får nogle drøje hug. Er økologisk produktion dårligt for klimaet, eller kan det blive vores redning? Er køerne klimasynderne, eller er de i virkeligheden helte?
Det får man nogle bud på under formiddagens oplæg, hvor blandt andet Jostein Hertwig fra Järna i Sverige vil fortælle om det økologiske kredsløbslandbrug og klimaeffekter.
Vejen til mere bæredygtig drift
Om eftermiddagen vil økologisk landmand Per Bundgaard, Bundgaard Økologi og Bundgaard Sharemilker komme og fortælle om sin vej som økolog mod mere klimavenlig og bæredygtig drift.
Per Bundgaard har været økolog i 20 år og driver 1.000 hektar i Nordjylland, hvoraf de 500 hektar er planteavl, 250 hektar til slæt og 250 hektar med naturpleje. Han arbejder med at finde det optimale sædskifte og maskineri til at kunne minimere jordbehandlingen uden at drukne i rodukrudt.
- Per Bundgaard er desuden medlem af Økologisektionens bestyrelse, og han er derfor også tæt på arbejdet med økologireglerne, oplyser Lisbeth Frank Hansen, som også gør opmærksom på, at inspirationsdagen også byder på mange spændende indlæg for de erfarne økologer.
Læs mere i LandbrugØst i uge 44, der udkommer torsdag den 1. november, men allerede fra lørdag den 27. oktober kan ses på landbrugoest.dk.