Økologi for de mindste

Hvad betyder det røde Ø-mærke? Og hvilken produktionsform gemmer der sig bag mærket? Det formidler et nyt undervisningsmateriale fra Landbrug & Fødevarer til børn på 1.- 3. klassetrin.

Materialet består af læs-let bøgerne 'Klara og Elias ser på økologi' og 'Mogens Måge på eventyr i økologien'. Til 'Økologiens ABC' hører også vendespillet 'Huske-øko', elevopgaver, lærervejledning samt en film, der viser, hvordan de økologiske husdyr lever.

- Undervisningsmaterialet skal bringe økologien ned i børnehøjde, så lærere i grundskolen i fagene dansk og natur/teknologi har mulighed for at sætte økologi på skoleskemaet og formidle til de 7 til 9-årige børn, hvad der ligger bag det røde Ø-mærke, som børnene møder i butikkerne og på forskellige fødevarer, siger Hanne Børsch, der er chefkonsulent i Landbrug & Fødevarers Økologiafdeling.

Landbrug & Fødevarers Skoletjeneste oplever en stor interesse for undervisningsmaterialer om økologi, når man på diverse skolemesser er i dialog med lærerne om bøger, der kan lære eleverne om moderne landbrugs- og fødevareproduktion.

- Lærerne efterspørger ofte bøger om økologi. Med 'Økologiens ABC' til de mindste kan vi nu tilbyde undervisningsmaterialer til alle klassetrin i grundskolen, siger Ida Binderup, der er ansvarlig for Landbrug & Fødevarers Skoletjeneste.

 

 

 

Læs også