Nikolaj Dalsgaard og Andreas Barsøe gik på landbrugsskole sammen og blev ad den vej venner. I 2014 var de begge færdiguddannede som agrarøkonomer.  I dag er de også forretningspartnere i Dalsgaard & Barsøe I/S ved Haderslev, der er en både økologisk og til dels biodynamisk landbrugsproduktionsbedrift.

Sammen driver de i alt 465 hektar økologiske afgrøder heraf 370 biodynamiske konsumafgrøder plus 60 hektar øko-areal i omlægning. Derudover har de en produktion på 125.000 økologiske kyllinger, samt en bedrift på 170 biodynamiske stude.

I forbindelse med ”Planteavlen 2019” hos KHL i Kolding fortalte de to venner og forretningspartnere om vejen til at etablere sig som selvstændige.

Unik og merværdi

Økologien vinder frem og flere lægger om fra konventionel til økologisk drift. Det er dog stadig langt sjældnere at støde på landbrugsbedrifter, der som Dalsgaard og Barsøe I/S, der i den grad også har satset på biodynamisk landbrugsproduktion.

-  Det er vigtigt at skille sig ud, og ikke kun lave det, som så mange andre også laver. Det handler om at lave det, de kan give merværdi, lød det fra Nikolaj og Andreas, der oplever stor efterspørgsel i Danmark, og samtidig ser et stort marked syd for grænsen – i Tyskland.

Kravene til biodynamisk produktion er skrappere end for økologien.

-  Jeg plejer at kalde det økologi med moms på, griner Andreas.

Faktum er at biodynamisk giver lidt mere i tillæg.

-  Men vi lægger også mere arbejde i det, tilføjer Andreas.