Kontorleder Nanna Lind fortalte til Odsherred Landboforenings årlige økonomimøde om landbrugets økonomiske resultater for 2022 samt prognose for 2023. Statistikkerne byggede både på lokale resultater og på landsresultaterne ud fra de regnskaber, som er opgjort på nuværende tidspunkt.

Præsentationen begyndte med en gennemgang af lokale udbytter på hvede, vårbyg, raps og kartofler i perioden 2021-2022 sammenlignet med de sidste fem års gennemsnit. Udbytterne for 2022 ligger pænt over 2021. Størst udsving har der været på kartofler. 

Pæne udbytter

Dækningsbidragene pr. ha. er ændret væsentligt fra 2021 til 2022 og ligger på cirka 11.000 kroner for korn inklusive raps - cirka 22.000 kroner for specialafgrøder som kartofler, gulerødder og øvrige grøntsager - knap 14.000 kroner for frø.

Herefter gennemgik kontorlederen salgspriser på foderkorn og raps, som har været støt stigende det sidste års tid. Landsresultatet for planteavl i 2022 ligger således på 6.253 kroner pr. ha., hvilket er cirka 4.000 kroner bedre end i 2021.

Dyr og mælk

Mælkeprisen inklusive efterbetaling har været stigende i hele 2022. Prisspændet mellem konventionel og økologisk mælkepris er mindsket på grund af mindre efterspørgsel efter økologisk mælk. 

Landsresultatet for en mælkebesætning på 200 årskøer lander således på cirka 3,15 millioner kroner.
Slagtesvinenoteringen har været meget svingende og generelt ligget under priserne på de europæiske markeder. Resultatet for sohold er blevet mindre negativt, idet det var -655 kroner pr. årsso i 2021 mod -376 kroner pr. årsso i 2022. Resultatet for slagtesvin er fra 2021 til 2022 steget fra 62 kroner pr. slagtesvin til 79 kroner.

Fremtidsudsigt

2023-prognosen for korn er, at salgspriserne er toppet, og priserne på byg og hvede forventes at falde. Prisen på raps forventes at forblive på et pænt højt niveau. På både konventionel og økologisk mælk er der forventning om at priserne er toppet og falder tilbage til tidligere niveau. Vedrørende slagtesvin forventes en let pris­stigning, hvorefter der forventes faldende priser.

Nanna Lind fremviste en kurve over renteudviklingen for den korte og den lange rente i perioden 2005-2023 med en top på 6-7 procent i 2008. 
Den korte rente, som har været negativ siden 2015, er ultimo 2022 steget kraftigt til cirka 3 procent og den lange rente er lige nu på omkring 5 procent. Det er forventningen, at den korte rente måske er ved at have toppet og kommer ned på 2,5 procent.

Finans