Brug et godt redskab kritisk

Plantesaftanalyser markeds-

føres som et godt redskab til at bestemme, hvilke næringsstoffer afgrøden mangler, så man kan tilpasse gødningsplanen og tilføre mikronæringsstoffer. Men man skal bruge analysen kritisk.

Plantesaftanalysen er hurtig og billig, og omtales som plantens »blodprøve«. Idéen er god nok – vi skal tilføre de næringsstoffer, som planten mangler og bruge analyse- og målemetoder til at optimere på alle parametre. 
Men vi skal samtidigt være kritiske. Bare fordi man kan analysere på noget, er ikke nødvendigvis det samme som, at man kan bruge resultatet i den aktuelle sammenhæng. 
Der er flere usikkerheder ved brug af plante-
saftanalyser. Metoden er, i forskningssammenhæng, aldrig blevet dokumenteret som et brugbart redskab til at bestemme, hvilke næringsstoffer en afgrøde mangler. 
Og den plantekyndige vil vide, at måling af for eksempel næringsstofferne bor og Ca i plantesaften ikke giver mening. Bor og Ca bindes hårdt i cellevæggen og findes derfor ikke opløst i plantesaften. 
Derudover er indholdet af næringsstoffer i plantesaften afhængigt af plantens udviklingsstadie og vandoptagelse i lige netop den periode og på det tidspunkt af dagen, hvor planteprøven udtages. Prøven er altså blot et øjebliksbillede. 

Arbejdskrævende analyse

I en traditionel planteanalyse måler man næringsstofindholdet i plantens tørstof. Det er en anerkendt og videnskabelig dokumenteret metode til at bestemme planters næringsstofstatus. 
Når planteanalysen ikke bruges så ofte, er det fordi, den er arbejdskrævende. Analysen er derfor dyrere end plantesaftanalysen og responstiden er længere. En fordel er til gengæld, at analysen er en god rettesnor for gødningsplanlægningen i den kommende vækstsæson. 
Intet kan stå mål med et godt kendskab til sine marker og en grundig gødningsplanlægning. Dernæst udgør jordprøver, kalkning, dræning og god afgrødeetablering et godt udgangspunkt.

Tester kan gøre en forskel  

Afgrøden skal naturligvis være velforsynet med makronæringsstofferne, N, P, K, S og Mg. Hold dernæst for øje, at vi typisk kun ser mangel på mikronæringsstoffet Mn, og kun under særlige forhold bor og Cu. 
Man kan komme langt ved at kigge på afgrøden. For eksempel ses Mg-mangel som gullige striber imellem bladnerver, P-mangel ses som en rødfarvning af stængler og særligt undersiden af blade samt ringe buskning, og Mn-mangel som lysfarvning af de nyeste blade med symptomfrie planter i kørespor. 
I VKST planteavl har vi anvendt Mn-
testeren siden den kom i handlen til måling af Mn-mangel. Det er også muligt at måle P-mangel i marken med en tilsvarende P-tester, som netop er udviklet af Københavns Universitet. 
Vi kan måle en mangel før symptomer kan ses i marken, og det er her, at Mn-
testeren virkelig kan gøre en forskel.

Læs også