Undgå store salgstab med en råvarestrategi

De globale råvaremarkeder er ekstremt volatile, og som landmand er det nødvendigt med en strategi for både køb og salg af dine råvarer, lyder rådet fra driftsøkonom.

ØKONOMI Som landmand skal man ikke kun være dygtig til at producere mere mælk, få flere grise pr. årsso eller få højere udbytter i afgrøderne. Det handler i mindst lige så høj grad om at få den bedste pris for sine råvarer og at indkøbe sine råvarer til den billigst mulige pris – det er nemlig der, man kan påvirke sin avance. 

Det fortæller Torben Aamand Sørensen, driftsøkonom i Velas.

- Man kan som landmand næsten ikke påvirke afregningen på mælk eller svinekød, men det kan man derimod på salg af korn og raps samt indkøb af alt fra diesel til gødning, sojaskrå og færdigfoder. Det er her, man nogenlunde selv kan bestemme, hvornår et produkt skal prisfastsættes, og det er også her, man kan gøre en god handel, siger Torben Aamand Sørensen.

Han peger dog på, at der kan være langt mellem de gode handler. For det er nemlig ikke let at fange en top- eller bund, når prisudsvingene er så voldsomme, som de er på råvaremarkedet. Kigger man alene på priserne på korn, rapsfrø, sojaskrå eller olie, så var prisniveauerne langt mere stabile tilbage i 80’erne og 90’erne, end vi ser det i dag.

Særligt efter finanskrisen i 2008 blev markederne hastigt mere volatile, og de seneste år set har priserne kunnet svinge op til knap 24 procent alene på et år. Det er næsten dobbelt så meget som tilbage i 80’erne.

- Når man som landmand enten køber eller sælger hele sit forbrug eller høst, risikerer man at få et gedigent tab, enten som følge af ikke at have ramt toppen ved salget eller købet på bunden. Når man gør det, tager man unødvendige risici, og det er basalt set en lotteriseddel – man ved jo netop aldrig, om man er på toppen eller bunden af priskurven, siger Torben Aamand Sørensen og drager en parallel til olieprisen, der for kort tid siden kollapsede for efter at tage på en himmelflugt i løbet af få dage.

Delsalg er vejen frem

Han peger på, at den rette råvarestrategi er landmandens bedste værktøj mod de store udsving på markederne og dermed en garant for ikke at skyde helt ved siden af.

- Det er så godt som muligt umuligt at slå markedet kontinuerligt, og derfor er min klare anbefaling også, at man lægger en klar strategi, hvor man eliminerer de store, risikofyldte handler. Det betyder, at man skal delsælge høsten i mindre bidder, eksempelvis over 3-5 omgange afhængig af mængderne, lyder rådet fra driftsøkonomen.

Han understreger, at man ved at delsælge, bevarer muligheden for fortsat at være i markedet, hvis prisen skulle stige. Samtidig sikrer man sig et løbende salg, så det ikke ender med at, man skal tvangssælge hele beholdningen til en lav pris på grund af eksempelvis lager- eller likviditetsudfordringer. 

- Ved delsalg skal man acceptere, at man ikke får solgt alt korn eller raps til toppriser. Til gengæld får man en mere stabil pris, og man undgår de panikhandler, som kan koste rigtig mange penge og ødelægge årets regnskab, siger han.

Få en handelsstrategi

Der er flere måder at delsælge sin høst på. En af måderne er at gøre det ved en handelsstrategi hos Velas, som tager udgangspunkt i anbefalingerne hos AgroMarkets. Her gives løbende salgsanbefalinger efter en strategi om delsalg.

Målet hos AgroMarkets er ikke at nå topprisen på de enkelte år på forskellige råvarer, men det er derimod at slå årets gennemsnitspris.

jba

Læs også