Arla-aftale skal op på nyt møde for mælkeproducenter
Uro blandt mælkeproducenter om Arlas nye leveranceaftale får LDM til at indkalde til et orienteringsmøde i næste uge.

Advokat Lauge Fastrup vil gennemgå sin opfattelse af Arlas leveranceaftale på et møde næste torsdag. Arkivfoto
På opfordring fra en række medlemmer fra det sydlige Danmark har Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter besluttet at holde endnu et møde, hvor advokat Lauge Fastrup orienterer om den aftale, som Arla opfordrer leverandørerne til at underskrive.
Lauge Fastrup gennemgik indholdet i »Global mælkeleveranceaftale for andelshavere« på den generalforsamling, som LDM holdt i sidste uge, men der er basis for endnu en orientering og en gennemgang af, hvordan advokaten opfatter aftalen, oplyser Christen Sievertsen, direktør i LDM.
Mødet holdes på Agerskov Kro torsdag den 4. april, hvor advokat Lauge Fastrup vil gentage sin gennemgang. LDM inviterer også en repræsentant fra Arla Foods til at uddybe spørgsmål, som landsforeningen har til aftalen og som advokat Lauge Fastrup vil få mulighed for at kommentere.
Det var i går ikke afklaret, om Arla Foods deltager med en repræsentant. Når det er afklaret, vil det endelige program blive præsenteret.
Åbent møde
Som det er fremgået af artikler i Effektivt Landbrug og andre medier de seneste dage er der væsentlige uoverensstemmelser i udmeldinger fra Arlas side og fra LDM’s advokat. Lauge Fastrup opfordrer leverandører til at vente med at skrive under.
- Jeg har talt otte paragraffer, der giver Arla mulighed for at behandle jer forskelligt. Og jeres indflydelse på Arla bliver væsentligt mindre med den her aftale, advarede han på LDM’s generalforsamling.
Bestyrelsesmedlem i Arla, Steen Nørgaard Madsen, sagde i går til Effektivt Landbrug derimod, at aftalen ikke er lavet for at stille Arlas andelshavere ringere.
Arla har sat 1. maj som deadline for, at andelshaverne skriver under på den nye aftale.
Mødet er åbent for pressen, og der er gratis adgang for alle mælkeproducenter, oplyser Christen Sievertsen.







































