LandboNord er på en og samme tid en rådgivningsvirksomhed og en forening. Foreningens medlemmer ejer rådgivningsvirksomheden LandboNord, og i år går hovedparten af overskuddet igen direkte tilbage til ejerne.

- Vi udlodder 4,5 millioner kroner af overskuddet til LandboNords medlemmer i form af 1.000 kroner i medlemsrabat pr. aktivt medlem af LandboNord og herudover en omsætningsbestemt rabat. Over en årrække har vi nu udloddet hele 34 millioner kroner til vores medlemmer. Ingen andre i rådgivningsmarkedet kan matche dette, siger administrerende direktør Uffe Bertelsen.

Udlodningen direkte til medlemmerne svarer til en rabat på omkring 7 procent af medlemmernes køb af rådgivningsydelser i LandboNord i 2018.

Bundlinjen i LandboNord for 2018 blev et overskud på 6,1 millioner kroner mod 2,3 millioner i 2017.

Regnskaber, budgetter, rådgivning

- Vores markante vækst i aktivitetsniveau er stort set konstateret over hele rådgivningsspændet. Dog er særligt aktivitetsniveauet indenfor regnskaber, budgetter og økonomisk rådgivning vokset, hvor blandt andet vores afdeling LN Digital opnåede markant vækst i 2018, siger Uffe Bertelsen.

- Vi har endvidere over en årrække sat fokus på udviklingen af produktionsrådgivningen indenfor området LN Agriculture (rådgivning om: Kvæg, svin, planter og miljøforhold), også her ses en flot vækst, ligesom kundetilgangen har været tilfredsstillende.

Også virksomhedens digitale fokus har båret frugt.

- For at drive et succesfuldt landbrug så kræver det blandt andet topdesignet økonomisk styring, som vores digitale palet understøtter. 2018 blev året, hvor både vi og vores kunder for alvor oplevede afkastet af den investering, så vi i dag er den førende rådgivningsvirksomhed på det område. Derudover har vi en fortsat investering i nye medarbejdere med specialiserede kompetencer, siger Uffe Bertelsen.