Som én af de første frøavlere er Ole Lauridsen på Mosehavegaard på Lolland i fuld gang med at tærske sin skårlagte engrapgræs. – Det har været en god vækstsæson, og der er en stor halmmængde i skårene, som det kan betale sig at tærske to gange, fortæller han.
Torsdag ved middagstid viser termometret godt 30 grader, og solen skinner fra en skyfri himmel over Lolland, hvor Ole Lauridsen, Mosehavegaard ved Maribo, er i fuld gang med at tærske sin skårlagte Balin-engrapgræs anden gang.
- Vi henter måske 15 procent af udbyttet anden gang, vi tærsker den samme engrapgræs – selv om det nok er lidt atypisk at tærske to gange, siger han.