Hos Seges Innovation vil man gerne blive klogere på værdien af de effekter, man opnår i marken ved dyrkning af bælgplanter. I et projekt, der bærer navnet LegumES, sætter man derfor fokus på dyrkningen af bælgplanter til modenhed i det moderne landbrug, og fokuserer på at måle effekterne af dyrkningen.

Projektet skal fremme dyrkningen af bælgplanter som en løsning til at forbedre jordens sundhed og skabe mere diverse og robuste dyrkningssystemer. Det er særligt hestebønner, ærter, lupiner, linser og kikærter til modenhed, man ser på i projektet.

Projektet er støttet af EU og spænder geografisk over hele Europa. Nu søger man så tre danske landbrugere, der er interesserede i at deltage i og lægge marker til dyrkningsforsøg med afgrøderne. Deltagerne medvirker til at måle blandt andet dyrkningsfordele ved bælgplanter ved hjælp af let anvendelige testmetoder. Forsøgene er et vigtigt skridt i at lære, hvordan vi kan værdisætte effekter ved dyrkning af bælgplanter.

Seges Innovation søger tre danske landmænd, der vil lægge jord til forsøg med dyrkning af bælgsæd til modenhed. Arkivfoto: Jørgen P. Jensen

Seges Innovation søger tre danske landmænd, der vil lægge jord til forsøg med dyrkning af bælgsæd til modenhed. Arkivfoto: Jørgen P. Jensen

Praktiske løsninger

Projektet vil levere praktiske, skalerbare løsninger, der bidrager til landbrugsmæssig bæredygtighed, og resultaterne formidles til interessenter i hele Europa.

- Du lægger en del af en mark til for en periode på to år, og får mulighed for at foretage nærmere undersøgelser af udvalgte emner omkring dyrkning af bælgplanter, for eksempel effekt af såtid, forfrugtsværdi, biodiversitet, regnormeaktivitet og jordens vandholdende evne, lyder det fra Seges Innovation.

Hvis man som landmand deltager i projektet, modtager man økonomisk støtte på cirka 15.000 kroner samt vejledning i forsøgsdesign og opfølgning. Er man interesseret i at deltage i projektet, kan man tilmelde sig via en formular, som kan findes på Landbrugsinfo. Tilmeldingsfristen er 28. februar.