BASF har oplyst, at Basagran SG afløser Fighter 480 på det danske marked som ukrudtsmiddel til vårsæd. I vækstsæson 2025 vurderes der at være en mængde af begge midler til rådighed, som hver især kan dække cirka halvdelen af forbruget.

Fighter 480 med registreringsnummeret 19-168 har fået fornyet godkendelse og kan slås op i Middeldatabasen.dk. Men der tilføres ikke produkt til markedet med den nye etikette, har Seges Innovation fået oplyst. De har afklaret betydningen af det skifte med Miljøstyrelsen, og gør opmærksom på en række praktiske forhold i forbindelse med skiftet.

Det gælder blandt andet, at Fighter 480 med gammel etikette, som har samme registreringsnummer som den nye, må anvendes i hestebønner efter forskrifterne på den nye etikette. Det vil sige, at man skal finde vejledningen i Middeldatabasen – her findes et link til etiketten nederst på produktsiden.

Den tidligere godkendelse til mindre anvendelse af Fighter 480 er trukket tilbage. Derfor skal produktet anvendes senest i stadie 12 og kun én gang pr. vækstsæson. Der skal holdes én meters afstand til veje og beboelse, og øvrige forbehold på den nye etikette skal overholdes.

Byg-ært og hestebønner

Fighter 480 kan anvendes i byg-ært til helsæd som hidtil efter den gamle etikettes anvisninger.

- Byg-ært helsæd er ikke med på den nye etikette, som ligger på Middeldatabasen. Derfor vil pesticidkontrollen i FarmTracking og MarkOnline melde fejl, da kontrollen ikke kan gå tilbage til gamle versioner af godkendelsen, lyder det fra Seges Innovation.

Basagran SG er ligesom Fighter 480 blevet ordinært godkendt i hestebønner med maksimalt én behandling pr. vækstsæson. Det er dermed ikke muligt længere at udføre splitsprøjtning med bentazon-midler i hestebønner. Basagran SG er godkendt i vårbyg, vårhavre og vårhavre med udlæg af kløver eller kløvergræs. På etiketten er nævnt, at der yderligere kan være udlæg af ærter, det vil sige byg-ært til helsæd med udlæg af kløvergræs.

- Etikettens tekst er på det punkt ikke entydig, så vi har anmodet firmaet om at præcisere teksten ved en kommende rettelse af etiketten. Den anmodning er Miljøstyrelsen orienteret om, lyder det fra Seges Innovation.

Basagran SG erstatter Fighter 480 på det danske marked. I den kommende sæson vil begge midler dog være tilgængelige. Foto: BASF

Basagran SG erstatter Fighter 480 på det danske marked. I den kommende sæson vil begge midler dog være tilgængelige. Foto: BASF